Kommentar: Christian Friis Bach valgte i går at trække sig som udviklingsminister på et spinkelt grundlag.

Hverken oppositionen eller hans partiformand ønskede ministerens afgang. Og i det, der nu er Rasmus Helveg Petersens ministerium, ærgrer embedsværket sig oprigtigt over ministerens afgang. Friis Bach kunne med god ret været blevet.

Christian Friis Bach tager konsekvensen af at have viderebragt ukorrekte oplysninger til offentligheden og Folketinget. Det er ministerens ansvar - også ifølge ministeransvarlighedsloven. MEN det er sket før. Normalt vil ministeren samle ordførerne fra partierne og orientere dem om eventuelle fejl. Og hvis ikke der er mistanke om urent trav, så enes politikerne om at give ministeren alt fra ubetinget opbakning til en næse. Men ministeren bliver siddende.

Det står lysende klart, at embedsværket har fejlet i ministerbetjeningen. Det sker også af og til. F.eks. i den meget omtalte solcellesag, hvor embedsværket rådgav klimaminister Martin Lidegaard (R) mangelfuldt.

Som det ser ud nu, så har der i første omgang været tale om, at embedsværket har overset et bilag til et bilag. De kan smutte gennem selv dygtige embedsfolks hænder. Men ministeriet har også forberedt ministeren til et meget omtalt samråd, da sagen var blevet en brandvarm kartoffel for Løkke. Samråd bliver taget meget alvorligt og man forbereder sig ualmindelig grundigt på dem.

Det var f.eks. et samråd, der kostede en anden (nu tidligere) radikal minister posten, nemlig Uffe Elbæk, der måtte gå som kulturminister.

Det, der bl.a. kommer frem, er nu, at den danske regering har godkendt GGGIs rejseregler lang tid før Lars Løkke Rasmussen overhovedet blev formand for organisationen. Det må betegnes som dokumenter af væsentlig betydning for sagen.

Man må også undre sig over den bizarre timing i denne sag. Christian Friis Bach godkender fredag et udkast til redegørelse om GGGI-sagen. Han ønsker i den forbindelse nogle præciseringer, som embedsværket skal udføre, hvorefter offentliggørelse aftales til onsdag i denne uge. Fra aftalen indgås og til Friis Bach beslutter at rejse hjem fra Gaza, er der på forunderlig vis fremkommet vigtige dokumenter.

I oppositionen spekuleres der kraftigt i, hvad den timing skyldes. Flere peger på, at det umuligt kan være tilfældigt. Det kan umuligt være styret af Udenrigsministeriet. Ræsonnementet er, at Statsministeriet må have været inde over. Og at bagtanken kan være at skade Løkke Rasmussen mest muligt. Om nødvendigt på bekostning af Friis Bach.

Integritet, personlighed, ærekærhed er nogle af de årsagsforklaringer, man i går fik på, hvorfor Christian Friis Bach valgte at trække sig fremfor at blive og kæmpe. Andre mener, at det er Friis Bachs eneste måde at vise verden, at han er blevet skubbet ud foran en bus i fuld fart. Enten af sit eget embedsværk eller af sin regeringstop.

Resultatet er det samme. Christian Friis Bach har med sin næsten storslåede afgang valgt martyrdøden. Dermed skriver han sig ind i historien som ren. Og i hvert fald ren nok til at kunne gøre et stormende comeback senere. Se blot hvordan det gik Anders Fogh Rasmussen, efter han trak sig som skatteminister i sin tid. Det er klogere at overreagere på en lille sag end at tage for let på en stor sag. Det er til gengæld svært at tro på, at vi har hørt det sidste i denne sag.