Lederen af det islamfjendtlige parti Stram Kurs, Rasmus Paludan, havde sin debatdebut i to partilederdebatter tirsdag aften.

Og spørger man B.T.s politiske kommentator, Søs Marie Serup, så var det et markant første indtryk, som den kontroversielle politiker efterlod.

»Først og fremmest var det bare en sejr for Rasmus Paludan at være der. Det betød, at alle måtte forholde sig til, at han var der,« siger hun.

»Når det kommer til selve debatten, så lyder han ikke som en politiker. Man forstår, hvad han siger, og han snakker rent ud af posen,« uddyber hun.

Søs Marie Serup fulgte begge partilederdebatter - først på DR1 og efterfølgende på TV 2 - intensivt. Og hun bed mærke i de andre partilederes ageren i forhold til Rasmus Paludan.

»De andre så ud til at virke ubekvemme ved, at han var der. Det virker som noget af det værste, de har oplevet, når man ser på deres reaktioner.«

»Lars Løkke vendte ryggen til ham fysisk, mens han gerne ville addressere Pernille Vermund,« bemærker Søs Marie Serup.

Hun er stadig ikke sikker på, hvordan Rasmus Paludans chance for at blive valgt ser ud. Men hun har to bud på, hvad der skal til.

»Det afgørende er, om han kan kapre valgkampen. Og det kan han gøre på to måder: Det første er, hvis der sker noget omkring ham, fx at han bliver overfaldet.«

»Det anden er, hvis Dansk Folkeparti begynder at føle sig presset, for så begynder de andre partier historisk at rykke med.«

Har man oplevet noget lignende før?

»Det har vi, men vi skal helt tilbage til 1939. Men hvis man ser på den måde, han opfører sig på, så er han et brud på al politisk etikette. Og det har vi ikke set mange gange før,« siger Søs Marie Serup.