Liberal Alliance befinder sig i en overlevelseskamp, og partiets nye politiske leder vil derfor komme på en overordentlig stor opgave, vurderer B.T.s politiske kommentator.

»Det svære bliver at sørge for, at partiet ikke drukner. Partiet skal blæse til værdikamp igen, for det var det, mange vælgere tændte på,« siger Søs Marie Serup.

Torsdag drog politisk leder, fungerende udenrigsminister Anders Samuelsen, konsekvensen af, at han ikke blev genvalgt til Folketinget, og da partiets kronprins, fungerende økonomisk- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll, fredag afviste at tage udfordringen op, peger pilen nu reelt på den eneste nyvalgte i den fire mand store gruppe, Alex Vanopslagh.

Fungerende transportminister, Ole Birk Olesen, har meddelt, at han ikke mener, han er den rette til posten, og Henrik Dahl har også afvist, at han er kandidat. Men man kan ikke helt udelukke ham, siger Søs Marie Serup.

»Jeg synes, han har sagt ret klart, at han ikke er i spil. Jeg vælger at tage ham på ordet, men det er selvfølgelig et af de steder, det er okay at lyve i politik,« siger hun.

Trods Ole Birk Olesens afvisning kan han godt stadig være i spil, vurderer Søs Marie Serup.

»Han kan være det eneste mulige valg, fordi han er kompromiskandidaten. Jeg vil tro, at det i aftes har stået sådan,« siger hun.

Ole Birk Olesen har tidligere vist sig som en dygtig værdikriger. Han stod i sin tid bag netmediet 180 Grader, der siden har fungeret som debatforum for højrefløjen.

»Han støder måske nogle enkelte fra sig, men i en situation, hvor man skal bygge basen op på ny, er der brug for en, der står meget stor respekt for, og det gør der om Ole Birk Olesen,« siger Søs Marie Serup.

Som transportminister fik han en hård start, da han og transportordførerne gik skævt af hinanden. I liberale kredse fik han også høvl for, at det var på hans vagt, at Danmark lukkede ned for kørselstjenesten Über.

Og endelig er der Alex Vanopslagh. 27 år, vestjyde med bopæl i København, hvor han sidder i Københavns Borgerrepræsentation, hvor han forsøger at komme igennem med noget borgerlig politik, hvilket ikke er nemt i en hovedstad, der politisk domineres af Socialdemokratiet og Enhedslisten.

»Han er en værdikriger, der har åbenlyse kompetencer. Men han har ikke siddet i Folketinget før. Det er ikke noget helt lille minus,« siger Søs Marie Serup og fortsætter:

»Baglandet vil forståeligt nok gerne have en vaskeægte værdikriger,« siger hun.

Uanset hvem, der kommer til at tage over efter Anders Samuelsen, bliver opgaven svær i en situation, hvor ingen har brug for Liberal Alliances fire mandater.

»Partiet risikerer at blive så ligegyldigt under en S-regering, at journalisterne ikke gider spørge det om noget som helst,« siger hun.

Alex Vanopslagh har fredag ikke ønsket at kommentere, om han er kandidat til posten som politisk leder.