Det Konservative Folkeparti har fået ny politisk leder efter Søren Pape Poulsens tragiske død. Valget faldt på den 56-årige aarhusianer Mona Juul, som har en solid erhvervskarriere bag sig og har siddet i Folketinget siden 2019.
Mona Juul har gjort sig bemærket på Christiansborg ved simpelthen at være en god kammerat, som holder en god tone, er bramfri, humoristisk, arbejdsom, pålidelig og inde i sit stof. Ergo: En god ordfører.
Nu træder hun imidlertid op på en anden og mere fintfølende vægt, hvor man også bliver målt på flere parametre samtidigt.
Der er ingen tvivl om, at Mona Juul kan holde mange bolde i luften på samme tid. Det er heller ikke, fordi hun er en novice ud i hverken strategisk arbejde, organisationsopbygning eller markedsføring. Det har været hendes professionelle arbejde igennem årtier.
Nu skal hun forholde sig strategisk til sin profil, til partiets profil, til den politiske linje og prioriteter, til den politiske situation og til politikudvikling og organisationen. Alt sammen i en politisk ledet verden, som er noget ganske andet end en virksomhed.
Det bliver ofte fremhævet som den store forskel mellem politik og erhvervsliv, at man ikke kan fyre folk i politik.
Det er lidt noget vrøvl, for truslen om potentiel fyring er ikke det, der gør medarbejdere dygtige, men naturligvis tænker alle over, hvem der betaler deres løn med en forventning om at få noget for pengene. Det er i politikeres tilfælde vælgerne – danskerne – og ikke en partiformand.
Men forskellen er mere markant. For i en virksomhed er der ofte en forventning om, at dem i toppen må sidde der, fordi de er dygtige. Og en forståelse for, at de selvfølgelig styrer efter det, der er bedst for virksomheden.
Sådan er det ikke altid i politik, hvor man ofte leder efter alt det, som dem i toppen ikke kan finde ud af, og hvor der bliver stillet provokerende spørgsmål til selv de bedste intentioner.
Og så er der – modsat i erhvervslivet – en slags uudtalt krav om, at mængden af ydmyghed skal følge antallet af stjerner på skuldrene.
En direktør må gerne køre i en stor flot bil og bo i en strandvejsvilla, mens en partileder helst skal tage toget og bo i en lejlighed i Sydhavn. Men heller ikke ydmyghed er Mona Juuls udfordring. Det er hun helt naturligt.
Jamen, har de Konservative så ikke valgt den helt rigtige til posten? Svaret er et rungende 'måske'.
Mona Juul har meget med på plus-siden, men sandheden er, at man ikke kan se formanden, før vedkommende har fået posten.
Der sker noget med mennesker i oversættelsen fra almindelig politiker til partiformand. Og man kan måle sig til meget, men ikke til hvordan vælgerne reagerer på skiftet, før de ser hende i det nye lys.
Foreløbigt fortsætter hun den politiske linje, der blev lagt af Søren Pape Poulsen. Men de Konservative stormede ikke ligefrem fremad før lederskiftet. Så hvis man ikke justerer kursen, er det ensbetydende med, at man mente, at lederskabet udgjorde vækstbremsen.
Alle strategiske planer lægges på baggrund af grundlæggende analyser om verden, samfundet, den politiske situation og ja, vælgerne. Hvor stærk er Mona Juuls politiske analyse? Vi ved det ikke.
Vi ved, at opbakningen til Mona Juul internt i partiet ser solid ud. Sådan vil det altid være i starten for en partileder, der udgjorde det eneste navn på kandidatlisten.
Men det helt store spørgsmål er, om Mona Juul kan holde styr på tropperne internt. De Konservative er et parti med en intern kultur i den barske ende af skalaen.
Sikkert er det, at Mona Juuls opgave nu er som i sangen om 'Mona, Mona, Mona': Hun skal give vælgerne lyst til at tage hendes hånd og stikke af sammen. Med andre ord: Fremgang.
UGENS FORÆRING
Noget af det bedste, der kan ske for en politiker, er at blive kritiseret for det rigtige af den rigtige. Netop sådan en appelsin trillede i denne uge ned i ligestillingsminister Marie Bjerres (V) turban.
Ikke nok med, at en større dansk virksomhed har vovet at være imod dele af ligestillingsloven (endda kun en lille uge efter Kvindernes Internationale kampdag) – det er oven i købet den i forvejen udskældte ECCO-koncern, som insisterende forsvarer sin tilstedeværelse i Rusland.
Bedre reklame for loven og ministeren kan man ikke få, og hun vil oven i købet få taletid til at tæve løs på ECCO. Formår hun at gribe muligheden? Der er i hvert fald lagt op til smash.
UGENS LIGESTILLING
Regeringen vil gerne udvide værnepligten fra fire til elleve måneder – og ligestille kønnene. Dermed får vi nu afprøvet et af de store ligestillingsspørgsmål, som har spøgt i debatten i årtier. Men helt ligetil er det ikke.
Godt nok har regeringen selv flertal, men forsvarsområdet er forligsbelagt. Derfor skal regeringen enten overtale alle partierne i forliget. Eller også skal de opsige det.
Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance har i forvejen afvist værnepligt til kvinder. Der er dermed lagt op til værdikamp.
Det kommer uvægerligt til at skygge for de øvrige problemer i Forsvaret, som kæmper med mangel på mandskab, materiel og muligheden for at rette op på problemerne på kort sigt.
Måske var det også hensigtsmæssigt med en bredere debat om, at Danmark nu går i retning af, at bruge 2,4 procent af BNP på forsvar (hvis man medregner Ukraine-bidrag). Det kunne også være godt med en faglig diskussion om, hvordan så mange penge bruges bedst.
UGENS SPEKULATION
Det er umuligt at stoppe spekulationerne om, hvorvidt statsminister Mette Frederiksen (S) er jobsøgende i udlandet. Las os være ærlige, der er intet, hun kan sige, som vil lukke spekulationerne.
Der er ikke noget at sige til, hvis statsministeren afsøger mulighederne. Mette Frederiksen har været partiformand i et årti, statsminister et halvt og den parlamentariske fremtid ser broget ud.
Hun har allerede taget flere markante strategiske skift, men vil hun kunne genopfinde sig selv én gang til? Det vil være svært. Og det måske væsentligste: Hun er dygtig og engageret. Selvfølgelig vil hun gerne se, hvor højt vingerne kan bære, og hvor meget hun kan forandre.
I denne uge viser hun så EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen Færøerne og Grønland. Det minder om Anders Fogh Rasmussens rejseprogram, før han forlod Statsministeriet.
Von der Leyen roser da også den danske statsminister til skyerne, bl.a. med ordene »jeg har den dybeste beundring for det fremragende arbejde, Mette Frederiksen udfører.«
Det er en noget bedre karakterbog, end den danskerne lige nu giver regeringen. Jeg ved ikke med jer, men jeg vil da helst være sammen med folk, der sætter pris på mine evner.
Podcast