Nye Borgerliges tidligere formand og medstifter, Pernille Vermund, er nu ældreordfører i Liberal Alliance.

Vermund selv forklarer om sit partiskifte, at det sker med baggrund i en erkendelse af, at partiet blev stiftet i en anden tid med andre behov, og at hun ønsker at arbejde for at samle det borgerlige Danmark. Det er sikkert rigtigt.

Der har også været andre spirende forårstegn i blå blok som eksempelvis:

  • Inger Støjbergs melding om, at hun ikke længere er afvisende overfor potentielt at kunne gøre Venstres formand til statsminister (som hun blankt afviste i Jakob Ellemann-Jensens tid).

  • Alex Vanopslags melding om, at De Radikale måske gerne må være med i blå blok.

  • Og at Troels Lund Poulsen lyder som en, der leder efter vejen hjem til blå blok – i hvert fald engang på sigt.

Alle sammen tegn på, at blå blok kan bevæge sig i en retning, der er mere konstruktiv og samlende end den hidtidige tilstand. Men der er alligevel noget, der stritter. Der er faktisk flere ting.

Pernille Vermund har forladt Nye Borgerlige, og er nu hoppet over til Liberal Alliance, hvor hun skal være ældreordfører. 
Pernille Vermund har forladt Nye Borgerlige, og er nu hoppet over til Liberal Alliance, hvor hun skal være ældreordfører.  Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mange omtaler Vermund som et fænomen eller en populist. Begge betegnelser betyder, at man kan bevæge sig langt forholdsvist ustraffet. 

Som Vermund også har gjort: Fra konservativ til liberal, fra politikeren, der ikke ville være politiker (da slet ikke levebrødspolitiker) til endnu en politiker, der skifter parti, og fra benhård udlændingepolitisk kriger og EU-modstander til, ja, ingen af delene.

Man kunne tilføje: Fra en, der har lukket et parti, til en, der blot har forladt et parti, der muligvis slet ikke lukker. Men nyere danmarkshistorie har da også vist, at bare fordi en dronning abdicerer, behøver hun jo ikke at forsvinde.

Det interessante er måske at spørge sig selv, om Vermund på en eller anden måde er symptomatisk for, hvad der sker i blå blok, og måske også med blå vælgere i disse år.

Over en kam koncentrerer partierne i blå blok sig om det samme. De vil gerne skille sig ud fra hinanden (og vokse på bekostning af hinanden), og de vil gerne kravle ned fra træer og afsværge ultimative krav for at kunne klistre et blåt projekt sammen, hvis flertallet skulle gøre det muligt. 

Ligesom de skal kunne sandsynliggøre overfor danskerne, at man også vil kunne arbejde sammen. Det er i sin natur to modsatrettede hensyn.

Det ene forudsætter klarhed og kant. Måske endda ideologi. Og i hvert fald både filosofisk tankegods og konkret politik. Det andet forudsætter rundhed, moderation og kompromisvillighed.

Lige nu ligner det unægteligt, at blå blok gør antræk til at samle sig, men om hvad? De forandringer, der kan pege på forår i blå blok, handler mest om at flytte brikker på et bræt. 

Man kan være kynisk og sige, at det er ren taktik, eller man kan være venligt stemt og sige, at det handler om personer og relationer. Men pointen er, at det stadig ikke handler om politik.

Hvis man skal være fræk, kan man sige, at det mest interessante i blå blok ikke er, hvad der bliver sagt, men alt det, der slet ikke bliver talt om. Den stilleleg, som partierne leger.

Det kan aldrig blive nok for hverken blå blok eller andre, der ønsker magten, blot at være imod noget. Man kan komme langt med indignation, forargelse og sådan set også vrede, men man når kun i mål, hvis det omsættes til en alternativ politisk vision.

Lige nu anstrenger blå blok sig helt vildt for ikke at være gnavne og på tværs. De anstrenger sig for ikke at ligne nogle, der er fastlåst i gamle uvenskaber eller som udelukker samarbejde med gensidigt umulige og ultimative krav, for de vil så gerne vise, at de er klar til at stå sammen og danne en ny blå regering. 

Det er foreløbigt en ret overfladisk samling, som handler mere om indtryk end indhold. Men det kan naturligvis udvikle sig herfra.

UGENS MØDE

Nye Borgerlige skal - hvis partiet overlever - have ny formand, og her har den tidligere DF'er Martin Henriksen meldt sig på banen som eventuel formandskandidat. Arkivfoto. 
Nye Borgerlige skal - hvis partiet overlever - have ny formand, og her har den tidligere DF'er Martin Henriksen meldt sig på banen som eventuel formandskandidat. Arkivfoto.  Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Lørdag mødes små 100 medlemmer af Nye Borgerlige på Skævinge Kro for at afsøge, om der er interesse for at holde partiet i live. Der skal nemlig to generalforsamlinger til, hvor 2/3 af de delegerede stemmer for at nedlægge partiet, for at det formelt er sket.

Den tidligere DF’er Martin Henriksen, som også stillede op til formandsposten i DF i sin tid, har meddelt, at han gerne vil være ny formand i Nye Borgerlige, ligesom andre kandidater kan melde sig. 

Hvis der stadig er tilstrækkeligt med medlemmer, der ønsker at forsætte, vil den borgerlige samling, som Vermund ønskede, som minimum være udskudt. Og det lille parti vil gå en meget svær tid i møde.

Imens er stakkels Kim Edberg Andersen (nu løsgænger i Folketinget) fortsat optaget af at få lukket gruppen på Christiansborg og få styr på både økonomi, medarbejdere og al den øvrige praktik.

UGENS FORTJENTE

Tidligere DF-formand, Kristian Thulesen Dahl, udtaler sig efterhånden sjældent om politik, men i tilfældet med Pernille Vermunds skifte til Liberal Alliance, har han gjort en undtagelse. Arkivfoto. 
Tidligere DF-formand, Kristian Thulesen Dahl, udtaler sig efterhånden sjældent om politik, men i tilfældet med Pernille Vermunds skifte til Liberal Alliance, har han gjort en undtagelse. Arkivfoto.  Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Tidligere formand for Dansk Folkeparti gennem ti år Kristian Thulesen Dahl, der i dag er administrerende direktør for Port of Aalborg A/S og yderst sjældent udtaler sig om politik, har reageret på Pernille Vermunds partiskifte.

Opblomstringen af Nye Borgerlige var et blandt mange elementer, der førte til Thulesen Dahls afgang som partiformand. 

I egne rækker blev han voldsomt kritiseret for ikke at have håndteret problemet med en konkurrent på højrefløjen godt. 

Især et duelmøde mellem de to i Sønderjylland, hvor hun fremstod som et frisk pust og han som en garvet Christiansborg-politiker.

Kristians Thulesen Dahl har om nogen ret til at godte sig lidt over det, han kalder Vermunds 'maskefald' og uddyber overfor B.T.: 

»Jeg tænker, at Pernille Vermund allerede er blevet lige præcist alt det, hun anklagede os andre for at være.«

Noget af det, hun sagde dengang, var ganske vist, at han talte udenom, og at der var for meget politiker-snak. Det har han da i hvert fald rystet af sig nu, mens hun har tilegnet sig evnen.

UGENS SKIVESKÅRNE

Regeringen er så småt begyndt at præsentere bidder fra den kommende ældrereform. 
Regeringen er så småt begyndt at præsentere bidder fra den kommende ældrereform.  Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Regeringen er begyndt at præsentere bidder fra den længe ventede ældrereform. Man må forvente flere lunser i en lind strøm, før det samlede udspil kommer, for regeringen foretrækker nemlig skiveskåret politik.

Og hvor man i gamle dage kunne tale om, at store nyheder blevet slicet (altså delt som en pizza i op til otte stykker), så arbejder SVM-regeringen med en decideret skiveskæring på 18-20 skiver af hvert brød. Det gør det meget svært at tale om.

Stiller man kritiske spørgsmål, må man vente med svar, til alle skiver er uddelt. Brokker man sig over indholdet, skal man vente, til man kan se hele brødet, og klager man over, at det er usammenhængende, bliver man mødt af en hånlatter om, at sådan er det jo med skiveskåret brød. 

Vi er simpelthen nået til et findelingsniveau, der umuliggør at have en fornuftig samtale om indholdet.

Podcast

Levebrødspolitikeren Vermund og regeringens ældrepakke

Hvor går Vermund hen, når hun går? Hun går til Liberal Alliance. Det blev – meget lidt overraskende – meldt ud i denne uge. Og så skal vi tale lidt om regeringens storstilede ældrepakke. Værter: Anne Kirstine Cramon og Joachim B. Olsen Producer: Alex Brøndbjerg