SVM-regeringen har nu siddet i et år, og den har mistet temmelig meget af sin opbakning. Der er indtil nu intet, der tyder på, at dansk politik er på vej mod en ny normal, for det har simpelthen været et forfærdeligt år.
Det er ikke alt sammen regeringens egen skyld. Krig i Ukraine og krigen i Mellemøsten er naturligvis ikke regeringens ansvar. Men alle andre problemer har vælgerne faktisk en idé om, at politikerne burde gøre noget ved.
Som Venus af uransaglige årsager blev født i skum, blev SVM-regeringen født i krise. Gennem den valgkamp, der førte til regeringsdannelsen, kunne man nærmest vælge et hvilket som helst dansk ord og tilføje ordet krise.
Og i regeringsgrundlaget blev der heller ikke sparet på kriseretorikken. Regeringen havde - og har - formegentlig stadig planer om at tackle klimakrisen, den økonomiske krise, energikrisen, fødevarekrisen, velfærdskrisen og trivselskrisen. Og oven i krisebålet smed regeringspartierne så deres egne kriser:
I Socialdemokratiet opstod en diskussion om arvefølgen, da statsministeren efter eget udsagn absolut ikke søgte stillingen som NATO-generalsekretær, og den ånd er stadig ikke proppet tilbage i lampen.
Hos Venstre blev en formand langtidssygemeldt og vendte tilbage for kort tid efter at trække sig. Den midlertidige ledelse gennem det meste af det første år med SVM er nu blevet den gældende V-ledelse, som var så uheldige at få udpeget en minister, der efter kun et par uger trak sig og den hidtidige måtte indsættes igen.
Hos Moderaterne har to MF’ere måtte forlade partiet efter upassende adfærd, og man kan godt fristes til at finde popcorn og cola frem, så man er klar til den næste, der måtte følge efter.
Vælgerne er absolut heller ikke imponerede over SVM-regeringen, som tiltrådte med over 50 procent af vælgerne bag sig, men som nu ligger gumpetungt et stykke under 40 procent. Og næsten 40 procent af dem, der ved sidste valg stemte på et af de tre regeringspartier, har fortrudt deres valg.
Alle tre regeringspartier har mistet virkeligt mange vælgere, og af dem, der er tilbage, er en større del af dem ikke sikre på deres valg.
Hvis man skal anstrenge sig for at være opmuntrende overfor regeringen, må man sige, at forbedringspotentialet er anseeligt.
Tager man kritikerne på ordet (husk her et stort gran salt), har regeringen afskaffet ytringsfriheden, den danske arbejdsmarkedsmodel og retsstaten. Og så har vi slet ikke talt om store bededag. Og nå ja, tilliden til at politikerne vil Danmark det bedste, er også faldet drastisk i det forgangne år.
I 1992 holdt den britiske dronning Elizabeth en berømt jubilæumstale, hvor hun beskrev året som et 'annus horribilis' – et katastrofalt år. Det skete efter tre royale skilsmisser og en slotsbrand. Hun blev siddende i over 20 år efter den tale. Det kommer ikke til at ske for SVM-regeringen!
Lad os bare sige det, som det er. Ja, det er almindeligt, at regeringer går tilbage i meningsmålinger efter et år ved magten. Men ikke så meget!
Og hvis SVM-regeringen var et spil Ludo, så var de ikke bare slået tilbage til før start. De er røget i vælgerfængsel.
Ugens skat
Så landede regeringen en aftale om skattelettelser for 10,7 milliarder kroner. Med i aftalen er regeringen, Danmarksdemokraterne, Konservative og De Radikale.
Beskæftigelsesfradraget hæves, topskatten lempes, og så får vi en ny top-top-skat (var der nogen, der sagde fut-fut-tog?).
Men hvad gør aftalen så ved det, som regeringen har kaldt den nye valuta i dansk politik; arbejdsudbuddet?
Ifølge Finansministeriets beregninger øger aftalen, når den er fuldt indfaset i 2030, arbejdsudbuddet med 5.300 personer. Bedøm selv om dét er imponerende.
Ugens topmøde
EU's regeringschefer er til topmøde i Bruxelles, hvor de lige nu håber, at Ungarns premierminister Viktor Orbán får kulklumper i julesokken fra julemanden fremfor gaver.
Godt nok var han så venlig at forlade lokalet, da der skulle stemmes om, at give grønt lys for at starte optagelsesforhandlinger med Ukraine, men til gengæld blokerer han fortsat for det, Ukraine lige nu har mest brug for, nemlig en hjælpepakke på 50 mia. euro, som de andre 26 EU-ledere går ind for. Derfor udskydes behandlingen af hjælpepakken til efter nytår.
Mon ikke det kan udløse endnu en debat om veto-reglerne i EU og måske endda, om medlemmer også skal kunne smides ud af klubben.
Ugens klima
COP28 endte med en aftaletekst, som nogle – bl.a. Dan Jørgensen – valgte at kalde historisk, fordi man for første gang skriver, at fossile brændstoffer skal udfases. Men der er ingen bindende mål. Det er en politisk aftale.
Der blev også aftalt en klimafond, som skal bruges til kompensation for de tab og skader, som klimaforandringerne forårsager.
Faktisk aftalte man allerede at lave fonden sidste år, men i år blev man så enige om rammerne for, hvordan den skal fungere.
Det er svært at være sådan rigtigt optimistisk ovenpå COP’en på klimaets vegne. Vi brager stadig afsted mod en temperaturstigning, der ligger langt over de 1,5 grader, som officielt stadig er sigtepunktet.
Historisk er det ikke. Ikke det bedste, ikke det værste – bare det, vi hænger på.
Podcast