Den mandatmæssigt stærkeste regering siden starten af 1990’erne er begyndt at opføre sig som om, den var på størrelse med sine meningsmålinger. Eller sagt på jævnt dansk: En stærk løve ser lige nu sig selv i spejlet som en lille kattekilling.
Lige nu kæmper regeringen med selvopfattelsen, meningsmålingerne og ambitionerne mere end med den modstand, den møder.
Regeringspartierne har indtil nu udvist stor forståelse for hinandens røde linjer. Det eksempel, der igen og igen trækkes frem, er, at De Radikale under Margrethe Vestager tvang Socialdemokratiet til at forringe dagpengene – og det ville Venstre aldrig byde Socialdemokratiet i dag. Eller omvendt.
I den omvendte ligning kan man så for eksempel indsætte en CO2-afgift på landbruget, som er for hård til Venstres bagland.
Indtil nu har Moderaterne ikke rigtigt figureret i fortællingerne om rummeligheden overfor hinanden, men de er der og skal regnes med.
For Moderaterne handler de røde linjer om ambitionsniveauet. Og ambitionsniveauet var højt fra start med SVM-regeringen, men det er dalet undervejs - lidt langsommere og ikke helt så drastisk som tilslutningen til regeringen i meningsmålinger, men ambitioner og målinger ser unægteligt forbundne ud.
Når målingerne peger på nedtur, står stærke politikere typisk imod i en periode, men ikke evigt. Og modstandskraften er vigende i dele af regeringen. Når det sker, skal man se på, hvilke erfaringer og analyser de kom med fra start.
Venstre trådte ind i regeringen på baggrund af det totale sammenbrud i blå blok. Sidst partiet skulle bygge sig selv op og gjorde det, skete det gennem først en skærpet profil i Uffe Ellemann-Jensens tid.
Efterfulgt af en grundig strategisk analyse om, at man skulle holde op med at skræmme kvindelige midtervælgere væk i Fogh Rasmussens tid. Det er sammenbruddet i blå blok, der ligger mest klart i erfaringsbunken.
Socialdemokratiet genvandt magten under Mette Frederiksens ledelse med konkret politik, som ikke var samfundsomkalfatrende, men som var værditungt. Og det var helt afgørende, at man før det havde flyttet sig på udlændingepolitikken. Læg dertil en teflonbeklædt ledelse, der aldrig er i tvivl, og som aldrig tager fejl.
I Mette Frederiksens analyse er der brug for stærke værdier, men ingen frygt for magt. Det hele toppes med armlægninger med embedsværket (som ikke skal få held med at bremse politiske ideer) og stramt styrede kommunikationsplaner.
Moderaternes analyse er grundlæggende Lars Løkke Rasmussens analyse. Den kan opsummeres med, at dygtige og ansvarlige politikere grundlæggende godt ved, hvad der er det rigtige at gøre for Danmark, men har manglet modet, lysten og/eller evnen til at gøre det, fordi de bliver fanget i kortsigtet tænkning, ideologiske hensyn og skyttegravskrige.
Idéen med en regering over midten er at fjerne de forhindringer. Og så tilsiger Løkkes erfaring, at store reformer, der ændrer på processer, strukturer og incitamenter, virker, og at han godt kan forklare danskerne hvorfor.
Så med trængte målinger sidder SVM-regeringen nu og skal finde fællesmængden i erfaringsdatabasen. Skal man finde løsninger, der ikke skubber vælgere væk og samtidigt have klare partiprofiler?
Skal man stå stærkt på værdier og styre de politiske beslutningsprocesser stramt? Eller skal man lave store strukturelle reformer?
En regering, der startede med at afskaffe store bededag burde slet ikke ryste på hånden over lidt (okay, meget) modvind. De burde hænge et billede på alle ministerkontorer af Schlüter og huske på, at danskerne genvalgte hans første regering, selvom den afskaffede dyrtidsreguleringen og slagtede kommunernes økonomi. Vælgerne belønner ofte modige beslutninger.
I stedet har de tilsyneladende hængt Anker Jørgensens billede op. Det hele begynder at minde lidt om SV-regeringen fra 1978, hvor koordinering mellem partierne hurtigt blev forvandlet til kontrol.
UGENS FARVEL
Mai Mercado har sagt farvel til posten som gruppeformand for De Konservative. Hun gav ikke formanden meget forberedelsestid og tog sin folketingsgruppe på sengen med meldingen.
Det udløste straks spekulationer om et kommende formandsopgør, som Mercado måske ville undgå et ansvar for, men det forekommer som en overfortolkning.
Nogle gange skal man bare tro på det, politikerne siger. Mercado sagde, at det handler om, at hun har brug for mere tid med familien, og det er der grund til at tro på.
Men det ændrer ikke ved, at tålmodigheden med Søren Pape Poulsen som formand ikke er uendelig. Slet ikke efter ti år som formand og med problemer med at få løftet meningsmålingerne.
Til gengæld ser folketingsgruppen ud til at samle sig solidt omkring Mona Juul som gruppeformand – og dermed også en slags kronprinsesse i partiet. Styr på arvefølgen hos De Konservative er i sig selv en slags fremgang.
UGENS GODDAG
Mike Fonseca er vendt tilbage til Folketinget, og dermed bliver Moderaternes folketingsgruppe og mandatantallet bag regeringen ét mandat færre. Han er nu løsgænger og hans suppleant, som har indgået i Moderaternes gruppe, bliver sendt hjem.
Og lad os bare sig det, som det er: Ingen partier bejler til, at Fonseca skal melde sig under fanerne hos dem. Han er lige nu mere persona non grata end andre løsgængere som Jon Stephensen og Lars Boje Mathiesen. Det siger alligevel en del.
Der er løsgængere, som gennem tiden har fået tilkæmpet sig lidt indflydelse, men de er få. De fleste ender med at henslæbe den politiske tilværelse i kedsomhed og glemsel.
Men mandaternes logik er ubønhørlig, og på en afgørende dag blev selv Jacob Haugaard en rigtig politiker. Og der er mig bekendt også Nutella i feltrationerne i dag, som han arbejdede for. Det kniber mere med medvind på cykelstierne.
Og hvad vil Fonseca så arbejde for? Blandt andet unges trivsel. Her må jeg ty til en legendarisk reaktion fra hedengangne Niels Helveg Petersen: »tjah, bum bum bum…«.
UGENS ALVORLIGE
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har pludselig fået meget travlt med oprustning og udbedring af alle Forsvarets mangler. Det handler om den afskrækkelse, Nato har mod Rusland, fortæller han til Jyllands-Posten.
Han uddyber, at Ruslands kapacitet er steget voldsomt og »at man ikke kan udelukke, at russerne inden for en tre- til femårig periode vil teste artikel fem, Natos solidaritet. Det var ikke Natos vurdering i 2023.«
Lignende advarsler har allerede lydt fra andre forsvarsministre i Europa.
Det er unægteligt en problemstilling, som trumfer de fleste andre. Det hjælper ikke noget at begræde, at vi har været så langsomme til at forstå situationens alvor.
Det er til gengæld en legitim bekymring, at vi nu er nødt til at hælde et trecifret milliardbeløb ned i den nok dårligste økonomihåndtering noget sted i samfundet.
Podcast