Bertel Haarder takker nej til at blive konsul.

Det skulle have været smørklatten på den grødglade tidligere ministers politiske livs risengrød, men Bertel Haarder takkede nej til sidst. Sådan måtte det være.

Hvorfor?

Fordi den gave, Løkke ville give Haarder som tak for lang og tro tjeneste for Venstre og diverse borgerlige regeringer, endte med at ligne en forkølet kalendergave med et stykke viskelæder, som en hund havde gennemtygget og til sidst kastet op igen. Det skulle være så fint, titel af konsul, og så endda i det grænseland, som Haarder er rundet af og aldrig har glemt. Men ingen havde taget højde for, om den siddende konsul mon ville af med posten, og hvad de lokale ville sige til skiftet. De var mildt sagt ikke begejstrede. Og derfor var eneste værdige udvej for Danmarks længst siddende minister nogensinde til sidst at takke nej til det, som i forvejen var noget mindre end det, som han selv havde lyst til at beskæftige sig med.

Så er den potte vel ude?

Næh nej, for den afgående konsul har fået sin marchordre, så der skal findes en ny. Det er i øvrigt yderst upassende, at en embedsmand i udenrigstjenesten ikke bare lader sig omplacere i god ro og orden - det følger ligesom med jobbet.

Og som om det ikke var pinligt nok, at konsulrokaden blev fumlet, satte statsministeren lige en lille julestjerne på toppen, da han torsdag aften fandt det hensigtsmæssigt at meddele den undrende offentlighed, at ’stillingen er ledig’, også selvom den afgående konsul (som Løkke i samme ombæring roste højt) gerne ville fortsætte. Men nej, regeringen har en ambition om, at tidligere danske politikere skal kunne tjene Danmark i udlandet.

Hvorfor?

Det er en af statsministerens kongstanker, at man i Danmark ikke sætter pris på og udnytter de kompetencer og erfaringer, som tidligere politikere har. Det har han ret i. Kursværdien på tidligere politikere ligger uforholdsmæssigt lavt i Danmark, i forhold til hvad de rent faktisk kan. Derfor udnævnte han også eksportambassadører, da han første gang var statsminister. Det var blandt andre tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, men også for eksempel Ritt Bjerregaard, som i øvrigt var ret kritisk overfor det, da Thorning-regeringen afskaffede ordningen. Yderst kompetente og flittige tidligere politikere, som nok har været en anelse krævende at håndtere for embedsværket, men som utvivlsomt har gjort gavn.

Hvad sker der nu med Haarder?

Man skal jo ikke have ondt af en mand, det har været forundt at være en del af dansk toppolitik i nok år til at kunne pryde sig med rekorden som længst siddende minister nogensinde i kongeriget. Han har båret de gyldne kæder længere end nogen anden. Men de er trods alt også tunge. Og man skal huske på, at Haarder er blevet forbigået før til poster, som mange mente, han burde have haft. Det er sket i to omgange ved udpegning af danske EU-kommissærer, og det skete, da Pia Kjærsgaard blev formand for Folketinget.

Men i politik går pladser ikke efter tur, ligesom de ikke altid bliver fordelt efter fortjeneste, men efter at ting skal gå op. Ingen under Bertel Haarder den exit fra dansk politik, som tegner sig foran ham nu. Men han har sin plads i Venstres folketingsgruppe - og den kan han få meget ud af. Haarder skylder ikke nogen noget, så mon ikke vi kan se frem til en ’unplugged’ version af den gamle fritænker. Haarder kan mere end at forfatte ferme festsange!

Hvad kan Haarder?

Glem ikke, at han er en af Folkemødets fædre, han er forfatter og ophavsmand til sætninger, som i dag er faste vendinger, som for eksempel ’et venligt Fort Europa’. Nuvel, vi bruger ikke længere den venlige del af sætningen, men resten er allemandseje. Haarder har også gennem tiden kastet sig ind i politiske minefelter - senest ved at sætte ord på, at han opfattede sin egen og andre +60 årige ministres fyringer som aldersracisme. Han er et levende bevis på, at ’fordi et smukt træ ældes, skal det ikke bare fældes’.

Hvad med Løkke?

Tjah, flere medlemmer af Venstre mener, at han fortjener kul i julesokken på grund af håndteringen af Haarder, men man må retfærdigvis tage med i bedømmelsen, at statsministeren stod med en svær opgave, som skulle løses på meget kort tid. Så mon ikke han trods alt får et par nye sokker.

 

Andre læser også