Regeringens længe ventede ældreudspil er nu præsenteret i sin helhed. Regeringen håber, at det står klart, at den handler om tillid. Men enhver reform handler dybest set om styring.
Fra 1989 og frem har Danmark sunget med på Gnags' sang om, at »..når jeg bliver gammel, så vil jeg sidde på en bænk, der hvor havet slår ind over molen, og spise mandler med mynthe-stænk, og æbler med lommekniv i solen.«
Det er en dejlig sang om et ældreliv med kærlighed, fællesskab, minder og livskvalitet. Det er drømmen for de fleste. Og for den raske kan det også godt blive sådan.
Men med alderdom kommer der ofte mere end skavanker. Og det er her drømmen brister. I det øjeblik du for alvor får brug for hjælp.
Næppe havde regeringen præsenteret sit udspil, før TV 2 News kunne fortælle historien (med fotodokumentation) om en mand, der sad smurt ind i sin egen afføring og forventede at skulle indtage sin frokost sådan på et plejehjem. Det er mareridtet. Uværdigt. Umenneskeligt.
Den gennemsnitlige levetid på plejehjem er kun 2,5 år. Det kan man se som en succes for ideen om ”længst muligt i eget hjem”. Man kan også se det som en fiasko for det ”liv”, der findes på et plejehjem.
Eller bare som ”sådan er det jo”-statistik. Der ser i hvert fald ikke ud til at være meget ”hjem” i oplevelsen med at bo på et plejehjem.
Også for den ældre, der stadig bor i eget hjem, men som får besøg af op mod 30 forskellige hjemmehjælpere, må begrebet ”hjem” være en noget udvasket oplevelse, der mere føles som en banegård.
Jeg er sådan set ikke i tvivl om, at alle politikere, der beskæftiger sig med ældreområdet, ønsker de ældre et værdigt liv og følelsen af at bo i et hjem.
Men i den praktiske verden er det svært at omsætte det ønske til systemer. Uanset, hvordan man vender og drejer de gode intentioner, så skal det styres på en eller anden måde. Der skal være økonomistyring, vagtplaner og rettigheder samt kontroller.
Hvis vi koger regeringens udspil ind til en fond, så er der lagt op til forbedringer, men også de forbedringer er lagt ind i systemer. Og systemer er bare ufleksible i deres natur.
Så hvilke systemer er det, der skal erstatte de nuværende? Faste teams, helhedsorienteret pleje, udvidelse af det frie valg, en tilsynsreform, en ny type plejehjem og en uafhængig kontrolenhed.
Læg dertil en intention om stærkere ledelse, tillid til medarbejdere, tillid til borgerne og færre dokumentationskrav. Det meste af det er noget, vi har hørt om før.
Alligevel er der grund til at håbe på, at der denne gang sker en forbedring. Ikke blot, fordi der følger en milliard kroner med de gode intentioner, men fordi der faktisk er lagt op til en anden styring.
Det er ikke så politisk appetitligt som at tale om at sidde på en bænk, »der hvor havet slår ind over molen,« men det er realistisk.
Der er en tydelig forenkling, i at ældre kan være forhåndsgodkendt til en række hjælpemidler. Eller at man kan godkendes til en hel pakke af hjælpemidler og pleje.
I det hele taget er pakketænkningen en af de styringsformer, som har skabt en bedre og mere effektiv offentlig service på andre områder. Mest kendt er kræftbehandlingen. Man må så bare håbe, at man passer nogenlunde ind i pakkerne, for ellers er man i problemer.
Der er også reel frisættelse og selvbestemmelse i, at den ældre på dagen kan bede om at slippe for et bad, men til gengæld få hjælp til noget andet.
Ligesom ledelsesrummet bliver rigtigt udvidet, når man afskaffer dokumentationskrav og ændrer tilsyn til et årligt besøg, som mere handler om faglig sparring end kontrol.
Og ja, der er fortsat mange ting, man kan være bekymret for. Men ældreplejen bliver ikke bedre, hvis ikke styringen bliver bedre.
Derfor skal man heller ikke forvente forbedringer, man kan mærke på den korte bane. Det kommer til at tage nogle år. Og det hviler stadig på, at plejen leveres af mennesker, som ikke blot skal komme med deres hænder og hoveder, men også deres varme.
UGENS ORDKLØVERI
Statsminister Mette Frederiksen (S) erklærede ved præsentationen af regeringens ældrereform, at nu afskaffede man ”new public management”.
Det er da også blevet et forhadt begreb, men ifølge professor Kurt Klaudi Klausen, som blandt andet har skrevet en bog om emnet, er statsministeren tværtimod »endelig« ved at indføre new public management. Det forklarer han grundigt i Berlingske.
Professoren forklarer, at »i sin essens handler new public management om afbureaukratisering, borgeren i centrum, frisættelse, decentralisering og uddelegering af ansvar.«
Når begrebet har fået et dårligt ry, handler det - ifølge Klausen - om, at man tidligere » har koblet en stram og nødvendig økonomistyring med en unødvendig detailstyring af medarbejderne.«
Det bliver professoren, der taber kampen om sandheden om new public management, men det betyder også mindre, hvis bare essensen af intentionerne måske langt om længe bliver gennemført.
UGENS VALG
Der er afholdt skolevalg, og flere end 71.000 elever i 8. til 10. klasse kårede Liberal Alliance som det største parti. Fuldstændigt utvetydigt.
LA fik hele 30,15 procent af stemmerne, mens Socialdemokratiet på andenpladsen kun fik 15,99 procent af stemmerne.
Venstre, som ellers ikke er i topform, kan glæde sig over, at de blev det tredjestørste parti med 9,81 procent af stemmerne.
Betyder det så, at fremtiden er liberal? Det er nok for langt at trække konklusionerne på baggrund af skolevalget. Men det er en klar afvisning af den gamle tommelfingerregel om, at ungdommen altid er rød, men demografien er med de borgerlige, forstået på den måde at folk med alderen (og deraf følgende ejerskab af bil og bolig) politisk drejer mod højre. Plejer er død.
Man skal huske, at alle generationer bliver politisk dannet af den virkelighed, de vokser op i. For nogle var det ungdomsoprør, for andre Murens fald, og for denne generation er det svært at forestille sig, at coronanedlukningen kan være gået hen over hovedet på dem uden at sætte sig spor.
Måske er der plantet en længsel efter frihed, som bliver svær at slukke i disse unge.
UGENS INTERVIEW
Liberal Alliances leder gav i denne uge et interessant interview med Kasper Kildegaard fra Berlingske, hvor han advarede mod offentlige hekseafbrændinger, som han mener både rigmanden bag Nordic Waste i Randers og litteraturanmelderen Katherine Diez er ofre for.
»Vi lever i en tid, hvor vi har enormt svært ved at rumme andres fejl, og hvor mange tror, de bliver bedre af at udstille andre som idioter,« siger LA-lederen blandt andet.
Det er bemærkelsesværdigt, at moderne politikere gerne bevæger sig ind i det moralske felt, drevet af en bekymring for, hvor det fører vores samfund hen.
Det er både det, statsministeren har gjort med sine udfald mod rigmanden, og det, Vanopslagh gør med sin kritik af hendes kritik. Men der er godt nok forskel på tilgangen og konklusionerne.
Det er svært for mange at se de store ideologiske forskelle i dansk politik lige nu, men sjovt nok står de moralske ret skarpt.
Og det er så forklaringen på, hvorfor den type refleksioner fremstår mere interessante end så meget andet. Men er det et illusionsnummer? En moderne tryllekunst, hvor vi kommer til at se på den forkerte hånd?
Podcast