Både Socialdemokratiet og de Konservative holder årsmøder i weekenden, og for begge partiers formænd gælder, at de skal holde et brag af en tale, for deres baglande har brug for noget at klappe af. Eller måske et raskt lille slagsmål.
Der lægges mere vægt på de politiske landsmøder end de nok reelt har betydning for i moderne politik. Formelt set er de i de fleste partier den øverste myndighed i partiet – og derfor vigtige og magtfulde.
Man kan ikke irettesætte en beslutning fra partiets øverste myndighed. Til gengæld er landsmødernes deltagerkreds mindre repræsentative for partiernes vælgere end tidligere.
Partierne kan ikke altid være i takt med det organisatoriske bagland. Derfor kommer der ind imellem landsmøder, hvor man simpelthen skal have renset luften.
Succeskriteriet for en partiformand på sådan et landsmøde er, at verden efter sådan en weekend sidder tilbage med en af følgende fornemmelser: Det klarede han/hun/dem da meget godt, så slemt var det alligevel heller ikke eller nå, men nu skal vi også videre med noget andet.
Det er opgaven for både Mette Frederiksen og Søren Pape Poulsen i denne weekend og derfor skal de ikke bare holde en tale. De skal op på ølkassen.
Når man holder en ølkasse-tale, så brænder man igennem med passion og vilje mere end med argumenter. Og man tør risikere noget.
For alle toppolitikere gælder, at en krise først er en krise, når det er ens eget bagland, der angriber en. Og det sker for både Socialdemokratiet og de Konservative i denne weekend. Man hvad er det for kriser, de skal tage fat om?
Hos Socialdemokratiet er der opstået disharmoni mellem partitoppen i SVM-regeringen og baglandet, repræsenteret ved byrødder og borgmestre.
Sidstnævnte har set sig sure på, at regeringen planlægger at give skattelettelser, mens de sidder og forhandler budgetter med besparelser på kernevelfærden. Og de hiver den gamle sang om ”velfærd eller skattelettelser” op af muleposen.
Mens partitoppen sidder og ser på milliardstore ekstrabevillinger til netop velfærd, hæfter sig ved, at der ikke kommer nogle skattelettelser til næste år og i øvrigt minder om, at Socialdemokratiet gik til valg på skattelettelser ved sidste folketingsvalg. Der er med andre ord lagt op til en raskt lille slagsmål.
Hos de Konservative samler uenigheden sig ikke på samme måde om et enkelt punkt. Der har igennem længere tid været murren i kroge og avisspalter.
Det handler både om spørgsmålet om opstillingen af kandidater til Europa-Parlamentet, om evaluering af partiets seneste valgkamp, om ledelsen og om partiets positionering i det politiske landskab.
Det kan ikke ordnes med et raskt lille slagsmål, for det ville kræve, at man var enige om, hvad man sloges om. Derfor er det en markant sværere opgave for Pape end Frederiksen i denne weekend. Pape skal ramme bredt – Mette Frederiksen kan præcisionsbombe.
Generelt skal de begge tage stilling til, om de vil imødekomme kritikerne, eller om de vil brage sammen med dem. Det er faktisk allerede tydeligt, at Pape er på krammer-kursen, men Frederiksen opererer ud fra devisen, at enhver diskussion man bøjer sig for, taber man.
De konservative har tænkt sig at folde en ny fortælling om fællesskaber ud over weekenden og i den kommende tid. Krydret med konkret politik og regulære nyheder.
Hos Socialdemokraterne spilder man ikke nyheder på sådan et landsmøde. Det er nemlig altid en politisk udfordring at præsentere noget offensivt på en defensiv baggrund. Det kan blive aflæst som desperat.
Både Pape og Frederiksen går ind til weekenden fra et defensivt udgangspunkt. Spørgsmålet er, om de kommer ud på den anden side i offensiven. Det afgør deres ølkasseevner.
Ugens uenighed
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) er sikker på, at problemet med manglende arbejdskraft ikke kan løses uden hjælp fra udlandet.
Han arbejder bl.a. på en ny Afrika-strategi, hvor han leger med tanken om at indgå en slags uddannelsespartnerskaber. Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) arbejder også i den retning.
Men beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) vil satse på unge danskere, der ikke er i job eller uddannelse – den såkaldte ”restgruppe”. Og hun kæmper for at holde fast i Socialdemokratiets stramme udlændingepolitik. Venstres indgår ikke officielt i armlægningen.
Regeringen har selv udnævnt arbejdskraft som den nye valuta i dansk politik. De beder os simpelthen om at se direkte på deres uenighed.
Man må håbe for dem, at det er fordi de har i sinde at tage lidt fra begge puljer af løsningsforslag. Ellers er det bare skørt ligefrem at henlede vores opmærksomhed på uenigheden.
Ugens styrke
De Konservative vil have flere til at aftjene værnepligt og forlænge den, så man kan opbygge en reserve på 50.000 personer, som ”skal kunne bruges til noget”. Det vil ifølge partiet tage ti år at opbygge reserven gennem værnepligt.
Forslaget kommer op til det konservative landsråd i weekenden, hvor Søren Pape Poulsen har brug for at præsentere noget konkret politik.
Det er klassisk konservativt stof og de ti forsvarsforligspartier har aftalt at øge forsvarsudgifterne med 143 mia. kr. over de næste ti år, så det er ikke engang urealistisk at få gennemført. Ganske udmærket.
Det afgørende bliver dog, om K-formanden kan skabe sig noget ørenlyd for sit forslag. Det bliver næppe i denne weekend, hvor der er lagt op til skænderier i det gamle parti.
Ugens beslutningsresistens
Sagaen om Alternativet og Theresa Scavenius, som nu er smidt ud af partiets folketingsgruppe – og efterfølgende har meldt sig selv ud af partiet, fortsætter.
Det er kommet frem, at partiet har gjort brug af en konfliktmægler, der ikke mente, at Scavenius udgjorde noget problem (for en person er ikke problemet – problemet er problemet), men derimod var meget kritisk overfor partiets evne til at træffe beslutninger.
Og det har fået påhæftet betegnelsen ”beslutningsresistens”. Det lyder ikke som en sygdom, der er god for et politisk parti.
Det lyder til gengæld som en dygtig mægler. Han stiller bl.a. spørgsmålet om Alternativet er en gruppe eller en samling individualister og solister.
Udfordringen for alle nye partier er, at de kun kan blive til noget, hvis man har dygtige solister i opstarten, men overgangen til at være en funktionel folketingsgruppe kræver ofte nogle helt gammeldags organisationstyper.
De skal til gengæld ikke kvæle solisterne, som skal integreres i et forpligtende fællesskab. Og det er svært at underlægge sig spilleregler, når man nu er skabt på at ville skabe nogle helt nye.
