Folketinget har nu besluttet, hvordan FE-sagen skal undersøges. Det endte med at blive regeringen og SF, der definerede rammerne for undersøgelsen. Nogle er tilfredse, andre højlydt kritiske. Det underliggende spørgsmål er, hvordan finder vi bedst vejen tilbage til noget ordentlighed?
Den hurtige analyse i denne uge er, at De Radikale har reddet regeringen i forhold til koranloven, og SF har reddet den i forhold til FE-undersøgelsen.
Godt arbejde fra regeringen. Og de to oppositionspartier kan nemt udråbes som dikkende lammehaler for regeringen. Helt så enkelt er det ikke.
Debatten om rammerne for FE-undersøgelsen har kørt på lige lovligt høje nagler længe. Sidste valgkamp kørte både diskussionen om mink og FE op på et alarmerende niveau.
Der var god grund til et kritisk eftersyn af begge sager, men spørgsmålet er, om man fik kørt det så højt op, at man faktisk selv var med til at undergrave noget afgørende tillid til bærende institutioner i samfundet.
Når man for eksempel mener, at en undersøgelseskommission nedsat af Justitsministeriet er lig med, at regeringen undersøger sig selv, så sætter man spørgsmålstegn ved en undersøgelsesform, som har vist sit værd mange gange før.
Hvorfor skulle tre højesteretsdommere ikke denne gang kunne komme til bunds i en sag? Det er altid Justitsministeriet, der rent praktisk nedsætter kommissioner.
Man kan godt være ekstremt kritisk overfor håndteringen af FE-sagen, uden at mene at en helt almindelig kommission er kompromitteret på forhånd.
Man kan også mene, at den opgave, man giver kommissionen, burde have været udvidet mere, uden at man sår tvivl om kommissioner som arbejdsform.
Det er nemt at følge dem, der mener, at man kun kan komme tilbage til noget ordentlighed i forvaltningen af magt, hvis alt er undersøgt til bunds. Det er også nemt at mene, at de mest kritiske røster undergraver tilliden til afgørende institutioner for at komme til bunds.
I denne uge besluttede et flertal så vejen frem – eller forhåbentligt tilbage til ordentlighed i forvaltningen af magt. Det kan man være enig eller uenig i, men det er demokratisk besluttet, og man har valgt en helt almindelig fremgangsmåde. Og der venter uanset hvad et nyt slagsmål, når de er færdige.
Og lad os lige slå fast: Det er ikke SF, der har et problem med FE-sagen. Det var ikke SF, der gik til valg på at vælte statsministeren på FE-sagen. Det var Venstre og Moderaterne.
SF skrev heller ikke under på det brev, resten af oppositionen sendte til regeringen med en appel til at udvide undersøgelsen og overlade den til Folketinget.
SF har endda fået en politisk sejr med som en del af aftalen. De har nemlig fået styrket kontrollen og tilsynet med efterretningstjenesterne.
Man kan godt drille dem med at have reddet regeringen som de hjælpe-socialdemokrater, de beskyldes for at være, men de har reelt bare stået fast på det, de hele tiden har ment. I modsætning til to regeringspartier.
Og ja, statsministeren og regeringen har det ultimative ansvar for, hvordan magten forvaltes i Danmark. Det skal man forholde sig kritisk til. Og det er Folketingets opgave at føre kontrol med regeringens arbejde. Men det må man også godt forholde sig kritisk til.
Det ville være hensigtsmæssigt for alle, hvis man undervejs hverken får politiseret bærende institutioner eller undergravet tilliden til velfungerende institutioner og myndigheder. Det bærer hele det politiske Danmark et ansvar for.
Ugens digebrud
Trepartsaftalen om de ekstra milliarder i løn til visse grupper af offentligt ansatte er faldet på plads.
6,8 milliarder kroner er på vej til nogle af de områder, hvor der mangler arbejdskraft. Spørgsmålet er så, hvor meget ekstra arbejdskraft pengene reelt køber. Det vil tiden vise.
Og selvom parterne har aftalt, at det her ekstraordinære lønløft ikke er noget, der skal gentage sig, så er sandheden nok nærmere det stik modsatte.
Socialdemokratiet har lige bevist, at man godt kan gå til valg på at love de offentligt ansatte mere i løn og slippe afsted med det.
Det er et digebrud. Og en aftale om ikke at ville gøre det igen er stort set ligeså solid som en sandsæk imod en flodbølge.
Ugens knæfald
Så kom koranloven!
Reelt er der tale om et 'forbud mod utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund', men loven kommer aldrig til at hedde andet end koran-loven, for formålet har åbenlyst været at forbyde koranafbrændinger.
Ligesom tildækningsforbuddet også handlede om burkaer og derfor stadig kaldes burka-forbuddet. Danskerne vil helst kalde en spade for en spade.
Problemet er, at den nålestiksoperation, regeringen oprindeligt bebudede, er blevet til den største indskrænkning af ytringsfriheden i Danmark siden krigen.
Det nye forbud er også mere omfattende end den blasfemiparagraf, man afskaffede i 2017. Og ingen aner præcist, hvad 'utilbørlig' betyder.
Ugens gensyn
Marie Bjerre (V) nåede ikke at være aftrådt digitaliserings- og ligestillingsminister ret længe, før hun igen måtte indtræde på posten, efter Mia Wagner havde meddelt Venstres formand, Troels Lund Poulsen, at hun ønskede at træde tilbage af helbredsmæssige årsager.
Det er selvfølgeligt noget rod. Men i det mindste fik Venstre håndteret denne sygemelding hurtigt og effektivt. Der var ingen fine følelser i forhold til at hive Marie Bjerre tilbage på posten.
Hvis man skal sluge en skefuld levertran, er det bedst at holde sig for næsen og få det overstået uden for meget ståhej.
Og sådan kan man egentligt sige om hele den politiske uge. Intet af det har været hverken kønt eller rart. Men ned kom det da.