Venstres udenrigsordfører, Søren Pind, er ikke imod at Saddam Hussein blev henrettet. Regeringspartneren undrer sig.

Mens danske politikere normalt står klippefast på deres afstandtagen fra dødsstraf, går Venstres udenrigsordfører, Søren Pind, nu den modsatte vej.

Det sker i hans faste blog på Berlingske.dk, hvor Søren Pind på den ene side slår fast, at han ikke går ind for dødsstraf. På den anden side er hans holdning dog en anden, når det kommer til verdens forskellige tyranner som de tidligere rumænske og irakiske ledere Nicolae Ceausescu og Saddam Hussein.

I de tos tilfælde var det ifølge Søren Pind "ikke en skam", at de blev henrettet.

"Jeg er ikke modstander af, at de pågældende fik den skæbne, de fik," skriver han og tilføjer:

"Må de riste i helvede for deres ugerninger"

Både De Konservatives Naser Khader, der er formand for Udenrigsudvalget i Folketinget, og Socialdemokraternes udenrigsordfører, Mogens Lykketoft, er lodret uenige.

Naser Khader undrer sig over, at Pind både erklærer sig imod dødsstraf, men samtidig ikke er modstander af det i de nævnte tilfælde.

- Min og mit partis modstand mod dødsstraf gælder i hvert fald uanset, hvor den foregår og mod hvem. Enten er man for, eller også er man imod, siger Naser Khader til Ritzau og bakkes op af Mogens Lykketoft:

- Jeg mener ikke, at man kan gradbøje sin holdning til, om stater kan tage livet af deres folk, siger han og tilføjer:

- Men det overrasker mig ikke, at Søren Pind har de synspunkter.

Søren Pind ønsker ikke at uddybe sine holdninger til dødsstraf over for Ritzau.

/ritzau/