Tidligere toppolitiker Søren Pind (V), der forlod dansk politik i maj, har fået nyt job og skal fremover være 'arbejdende bestyrelsesformand' i en cybersikkerhedsvirksomhed.

»Jeg har ledt efter noget, der ikke bare var et arbejde fra 9 til 17. Jeg har ledt efter et virke, hvor jeg føler, at jeg gør en forskel,« siger Søren Pind til DR.

Virksomheden hedder Langkjaer Cyber Defence. Søren Pind starter på posten den 1. oktober.

Han fortæller, at han glæder sig til at være med til at tage noget fra A til B og til at sætte fokus på cybersikkerhed, som han ikke mener, mange danske virksomheder har tilstrækkeligt fokus på.

Søren Pind fratrådte som minister og forhold dansk politik den 1. maj.
Søren Pind fratrådte som minister og forhold dansk politik den 1. maj. Foto: Henning Bagger/ Scanpix 2016
Vis mere

Langkjaer Cyber Defence blev oprettet i 2017 af en gruppe tidligere medarbejdere fra forsvaret, der er specialister i cybersikkerhed. De sælger ydelser og cybersikkerhed til virksomheder i den private og offentlige sektor.

Søren Pind fortæller til Berlingske, at han også har købt en 'solid aktieportefølje' i firmaet – og at han dermed også skal være iværksætter.

Han forklarer, at han har været glad for sin lange politiske karriere, men at det ikke er noget, man bliver 'tyk og fed af'. En del af motivationen er at blive økonomisk uafhængig.

»Det er jo i virkeligheden den samme måde, som jeg har ageret på i politik. Nemlig at være min egen herre. Det at skabe en virksomhed, som jeg kan hjælpe på denne måde, er et hæderligt virke, samtidig med at det sætter mig i en position, hvor jeg kan sige og gøre, hvad jeg vil,« siger han til Berlingske.

 

Over for DR og Berlingske erkender han, at han har afvist en række andre jobtilbud. Han gad ikke job med for meget bureaukrati eller interesseorganisationer, hvor han bliver spændt for en vogn.

To dage efter Søren Pind starter i jobbet hos Langkjaer Cyber Defence, starter han også et nyt job som vært på TV2 News, offentliggjorde han på Twitter for få dage siden. Programmet hedder 'Pind og Sass'.

Som titlen antyder, er Henrik Sass Larsen (S) også en del af programmet.