Som en anden Egon Olsen har Søren Pape Poulsen en hemmelig plan.

Han skal bruge en masse stemmer, lokalpolitikere med is i maven og en smule held.

Søren Pape og De Konservative rider nemlig på en bølge af medgang, og det skal udnyttes til at gå på stort rov efter borgmesterposter ved kommunalvalget. Koste hvad det vil.

Også selvom det betyder, at de skal forlade alliancen med de borgerlige partier og sidde på røde mandater.

B.T. har talt med en syv kilder hos De Konservative, som fortæller om en klar plan for at snuppe borgmesterposter i en række kommuner, hvor Venstre i dag sidder på magten.

»I min kommune er Venstre vores største konkurrent. Og hvis vi får muligheden for at lave et alternativt flertal for at sikre os borgmesterposten, så vil jeg ikke afvise noget,« siger en konservativ spidskandidat, som ikke vil stå frem med navn, fordi han ikke vil røbe strategien på valgnatten.

Siden det seneste kommunalvalg, hvor De Konservative skrabede otte borgmesterposter sammen, er partiet buldret frem i meningsmålingerne på landsplan.

I dag ligger partiet på mellem 13 og 17 procent i målingerne og har sneget sig forbi Venstre.

Formand for Konservative, Søren Pape Poulsen, holder partiledertale fra Hovedscenen på Folkemødet i Allinge, lørdag den 19. juni 2021.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
Formand for Konservative, Søren Pape Poulsen, holder partiledertale fra Hovedscenen på Folkemødet i Allinge, lørdag den 19. juni 2021.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) Ida Marie Odgaard

Det skal udnyttes, når slaget om rådhusene skal udkæmpes på valgnatten. Vinderformlen kan blive det, der visse steder kaldes 'Søren Pape-finten'.

Før Pape blev formand for partiet, sad han nemlig som borgmester i Viborg på de røde partiers mandater. Selvom Venstre var det klart største borgerlige parti, snuppede Pape borgmesterkæden ved at overtale de røde til at pege på ham.

Når man spørger Søren Pape, vil han heller ikke afvise, at den 'finte' kan komme på tale.

»Jeg har noteret mig, at der var nogle borgmestre, der væltende en konservativ borgmester ved det seneste kommunalvalg ved at få støtte fra Socialdemokratiet. Det er et fair game. Og hvis vi gør det samme i nogle kommuner, er det okay,« siger han til B.T.

De Konservative har en håndfuld kommuner, hvor de stort set er sikre på at generobre borgmesterkæderne. Det er blandt andet Gentofte, Høje-Taastrup, Lyngby-Taarbæk og Hørsholm.

Imens er der omkring ti kommuner, hvor De Konservative har gode muligheder, men hvor de skal spille deres kort rigtigt i konstitueringen.

Det er blandt andet Kerteminde, Thisted, Dragør og Allerød.

Søren Pape sætter med vilje ikke barren for højt i borgmesterjagten. I hvert fald ikke udadtil.

»Nu vokser træerne ikke ind i himlen, men jeg håber, at vi kan få en pæn fremgang på landsplan,« sagde han til B.T.

»Man kan ikke bare overføre landspolitik til kommunalpolitik, fordi folk forholder sig jo til tingene. Heldigvis gør vores folk det rigtig godt de fleste steder, og jeg har det sådan, at vi skal have flere borgmesterposter, flere rådmandsposter, og vi skal simpelthen sidde så stærkt, vi nu kan,« siger han.

Hvad er en pæn fremgang? Sidste gang fik I otte borgmestre. Hvad skal I have efter på tirsdag?

»Vi har sagt tocifret, så det vil sige, at det er mindst ti,« siger Pape.

Men i det konservative bagland nævner flere tunge kræfter over for B.T., at partiet burde kunne erobre »mindst 12 borgmestre«, før man kan kalde det et godt kommunalvalg.

Det store spørgsmål er, om De Konservative kan lave en jordskredssejr, og om Venstre får en knockout til kommunalvalget.

Hvis det bliver tilfældet, kan slaget på valgnatten mellem de to partier blive blodigt.

Én ting advarer Søren Pape dog imod:

»Vi skal ikke gøre, som Venstre desværre gjorde i nogle kommuner sidste gang. De kunne ikke tåle, at De Konservative skulle have borgmesterposten, så de valgte at pege på en socialdemokrat i stedet. Og dét håber jeg, at vi kan holde os for gode til denne gang,« siger han.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen.
De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen. Søren Bidstrup

Men én borgmesterpost er vigtigere end alle de andre for De Konservative. Nemlig den på Frederiksberg, hvor Simon Aggesen skal genvinde kæden.

Frederiksberg har været konservativ i 112 år, men sidste gang var det kun 168 stemmer, som afgjorde valget.

Denne gang kan flertallet sagtens vippe over til de røde. Og hvis det sker, skal De Konservative erobre en god portion nye borgmesterstole for at opveje tabet af Frederiksberg, lyder analysen fra centrale kilder i partiet.

Søren Papes smil er bredt lige nu. Spørgsmålet er, om han er lige så storsmilende efter kommunalvalget på tirsdag.