Det bliver til et kultursammenstød eller to, når den konservative formand Søren Pape Poulsen og hans kæreste - den dominikanske Josue Medina Vazquez - bruger tid sammen. Det fortæller han i et interview med Berlingskes Politiko.

- Hvis vi skal afsted til noget, så vil jeg gerne afsted til tiden. Har man en tid klokken et-eller-andet, så er det jo det, man har. Hvor han godt kan være sådan: 'Ja ja, det når vi nok.' Jeg siger: 'Come on, we gotta go!' Så kalder han mig nogle værre ting, siger Søren Pape til Politiko.

Søren Pape Poulsen præsenterede sin kæreste på de Konservatives Landsråd i september. Her fortalte han, at de havde været kærester i seks-syv måneder. Og det har ikke altid været lige let at have et forhold, når den ene part bor i Bjerringbro og den anden i det mellemamerikanske land, den Dominikanske Republik.

- Jeg har også grint lidt af mig selv. Hvorfor skal det lige være så bøvlet? Men det kan man jo ikke selv bestemme. Der er ting her i verden, som vi ikke selv bestemmer. Og hvem man forelsker sig i, det har jeg endnu ikke fundet en formel til, at man selv kan styre, siger Søren Pape Poulsen.

I interviewet kan man blandt andet høre ham fortælle mere om forholdet til Josue Medina Vazquez, sin kristne tro, blæst i medierne og hans indgang i politik.