De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, siger, at sag om partifælles ageren på sociale medier er lukket.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, siger tirsdag kortfattet, at sagen om partifællen Naser Khader, der er beskyldt for at forsøge at skræmme kritikere ved at kontakte deres arbejdsgivere, er "lukket".

En række personer stod søndag frem i Berlingske og fortalte, hvordan de i flere år har oplevet, at Naser Khader har truet med at klage til deres arbejdsplads og chef, hvis de udtalte sig kritisk om ham.

Søren Pape Poulsen skrev mandag på sociale medier, at han har haft "en dialog" med Naser Khader, samt at:

- Alle har ret til at ytre sig frit, uanset hvem de arbejder for. Og arbejdsgivere skal naturligvis ikke kontaktes, selv om vi er uenige med en person, der tilfældigvis arbejder der.

Det blev påtalt af blandt andre Berlingske, at Søren Pape Poulsen i den forbindelse ikke ville stille op til interview.

Den borgerlige debattør Jarl Cordua har også efterlyst, at Søren Pape Poulsen svarer på, hvorfor han ikke tidligere greb ind.

- Det bliver spændende, om vi endnu engang skal opleve, at De Konservatives leder pakker sig ind i sine spindoktorer frem for at stille sig til rådighed for kritiske spørgsmål.

- Det er jo de borgerliges statsministerkandidat vi taler om. Så stiller man op til kritiske spørgsmål, skrev sidstnævnte på Twitter mandag.

Før partilederdebatten tirsdag havde Søren Pape Poulsen dog ikke mange kommentarer til sagen.

- Alle, der følger med på sociale medier, har set, at det har jeg svaret på. Og at den sag er lukket, sagde han.

Mandag sygemeldte Naser Khader sig med stress fra Folketinget. Søren Pape Poulsen skrev i den forbindelse på sociale medier:

- Naser har været presset i årevis. Af trusler på livet. Af ikke at kunne bevæge sig frit. Af kritik som den nu optræder i det politiske Danmark. Nogle gange fair, mange gange ekstremt og helt uacceptabelt.

/ritzau/