»Jeg var simpelthen blevet for tung.«

Sådan lyder det fra Søren Pape Poulsen, da B.T. taler med ham. Vi har nemlig lagt mærke til, at den 47-årige konservative justitsminister er blevet mindre og mindre de seneste måneder.

Det viste sig at være rigtigt. Han har nemlig tabt 15 kilo.

Tilbage i november kiggede Søren Pape Poulsen sig selv i spejlet. Han var blevet for stor. 104 kilo stod der, når han stillede sig på badevægten.

Det skulle der laves om på. Problemet var bare, at han før har forsøgt at gå på kur, men uden det store held.

En kur, der ikke er en kur

Så hvad gør man, når man har været på kur lidt for mange gange uden et specielt godt udfald?

Det har Søren Pape Poulsen fundet en løsning på: Man går ikke på kur.

»Jeg sagde til mig selv: 'Søren, nu er du ikke på kur, men du holder lidt igen,'« fortæller han.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i slutningen af februar 2019.
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i slutningen af februar 2019. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Og hvordan bærer man sig så ad med det? Jo, nu skal du høre.

»Hen over julen kan man jo godt forestille sig, at det er svært at holde vægten nede, men det var det faktisk ikke,« siger ministeren og fortsætter:

»Jeg droppede bare anden portion.«

Også den søde tand har han fået under kontrol. Hemmeligheden er ikke at fornægte sig selv de søde og fede sager.

»Man kommer langt med ikke at fornægte sig noget. Nogle dage spiser jeg måske lidt for fed mad, men så gør jeg det ikke dagen efter,« forklarer Søren Pape Poulsen.

Han indrømmer dog, at han har lagt sin kost en smule om. Der er kommet flere grøntsager på bordet derhjemme - og så forsøger han at begrænse de hurtige, usunde alternativer, når han er på farten. Rødvin har han også skåret ned på.

Ingen ture i fitness

Men da B.T. spørger ministeren, om han så også er begyndt at træne, griner han lavmælt og svarer:

»Ikke det der ligner. Det har jeg slet ikke tid til. Jeg kan ikke påstå, at jeg er træningstypen.«

Siden november har Søren Pape Poulsen tabt 15 kilo.
Siden november har Søren Pape Poulsen tabt 15 kilo.
Vis mere

Men det bliver da til en lang gåtur i ny og næ, når tiden er der. Det nyder han meget - også før han begyndte at slanke sig.

Mange af jer ved nok, at vores statsminister, Lars Løkke Rasmussen, er kendt for at tabe et par kilo (eller ti) kort før, der udskrives valg, og da valget skal afholdes senest den 17. juni, så er det jo lige oppe over. Men justitsministeren afviser, at hans eget vægttab har noget med valget at gøre.

»Det kan jeg nok ikke påvirke,« siger han.

Faktisk har Søren Pape Poulsen slet ikke noget endeligt mål. Han vil bare gerne holde sig sund og rask.

»Det er simpelthen bare for velværens skyld,« siger han.

Søren Pape Poulsen er formand for Det Konservative Folkeparti og blev valgt ind i Folketinget 18. juni 2015.

I slutningen af november 2016 blev han justitsminister, da der blev dannet en regering med Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

Han bor med sin kæreste, Josue Vazquez, i Viborg.