Den konservative formand Søren Pape Poulsen lagde ud med en hård melding, da partiet holdt pressemøde ved sit sommergruppemøde på Gl. Skovridergaard i Silkeborg.

»Jeg vil gerne slå fast, at jeg ikke er statsministerkandidat,« meddelte han og fik smilene frem hos de forsamlede journalister.

De seneste dage og uger har flere og flere nemlig meldt sig som statsministerkandidater. Som udgangspunkt har vi dem, vi har haft længe, Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen. Mette Frederiksen påstår endda i busreklamer at hun er »hele Danmarks statsministerkandidat«, hvad det så skal betyde. Men de to er slet ikke nok, er der mange, der syntes. Så for noget tid siden meddelte Alternativets forperson Uffe Elbæk, at hans parti peger på ham som statsminister og at hans mandater »skal tages ud af ligningen« i rød blok.

Onsdag stillede Enhedslisten så Pernille Skipper op som statsministerkandidtat. Hun vil pege på sig selv, hvis Alternativet, SF og Enhedslisten har flertal efter næste valg. Enhedslistens mandater skal dog ikke tages ud af ligningen, for i modsætning til Uffe Elbæk vil hun »ikke bringe Løkke til magten«.

Mens alt altså er kaos i rød blok, ser det ikke meget bedre ud i blå blok, hvor DF vil have LA smidt ud af regeringen.

Søren Pape Poulsen siger både at han går til valg på, at fortsætte med LA i regering, men at han også »sagtens kan sidde i regering med DF«.

»For mig er det vigtigst, der bliver dannet en borgerlig regering, og vi deltager gerne i den, hvis vi kan blive enige om et grundlag.«

Kan konservativ politik bedst fremmes sammen med LA eller DF?

»I rets- udlændingepolitikken har vi det godt med DF, og når vi taler om økonomisk politik og skat har vi det godt med LA. Vi har lidt af hvert. Vi vil både have frihed og tryghed.«

Hvad skal du være, hvis Peter Skaarup (DF) skal være justitsminister?

»Tak fordi du bekræfter, at der er blåt flertal efter valget. Lad os nu se. Vi må se på hvordan det fordeles senere.«