Søren Pape Poulsen (K) levede i mange år et dobbeltliv. Et liv, hvor følelser og 100 pct. ærlighed - både over for sig selv, men også over for folk, han elskede - var umulige at forene.

Følelserne var rodfæstet i en ‘anderledes’ seksualitet sammenlignet med den, der var hyppigst forekommende i det lille, højborgerlige jyske samfund, hvor han voksede op.

Hvor størstedelen af drengene, som Søren Pape spillede fodbold med efter skole, var tiltrukket af piger, havde han en anden lyst.

Hvornår i barndommen eller i teenageårene han selv opdagede, at hans seksualitet førte ham i retning af drengene, kan han ikke sige med sikkerhed. Følelsen var der bare.

Men følelsen var også alt, det blev til.

Frygten for omgangskredsens, ja faktisk hele lokalsamfundets reaktion stoppede den unge Søren i at åbne op omkring sine sande følelser.

Først mange år senere, da Søren Pape var midt i 30’erne, tog han bladet fra munden. Og sagde det. Højt.

»Uden at jeg kan give den fulde beskrivelse af det, var det en lettelse af en eller anden art. Der er et eller andet, der forsvinder fra din skulder,« siger han til B.T.

Når han i dag - 47 år gammel - skuer bagud, er det dog ikke med følelsen af, at løgnen - eller måske snarere fortielsen - har tynget ham.

»Jeg er et meget ærligt menneske. Og jeg har aldrig skjult over for nogen, hvad jeg står for. Men med hensyn til det personlige og private, er det rigtigt, at jeg traf et valg om ikke at være åben eller erkende det,« siger Danmarks nuværende justitsminister og fortsætter:

»Men det er ikke fordi, jeg har følt, at der var noget, jeg gjorde forkert.«

Hvem er Søren?

B.T. møder formand for Det Konservative Folkeparti Søren Pape Poulsen på hans store, lyse kontor i Justitsministeriet over for Børsen i København.

Vi sidder på de danske designerstole, der obligatorisk pryder ethvert  dansk ministerkontor.

Foran os på det ellipseformede træbord, har Søren Papes sekretær venligt stillet kaffe frem - og karameller.

Vi snakker om, hvem Søren Pape Poulsen er. Hvad der har formet ham. Hvilke betydningsfulde begivenheder i hans liv, der har gjort ham til den, han er i dag.

Justistministeren svarer med eftertænksomhed. Han giver ikke per-automatik-svar. Han virker ærlig.

Søren Pape Poulsen sætter ord på, hvad hans i mange år hemmeligholdte seksualitet har betydet for ham på et både personligt og professionelt plan.
Søren Pape Poulsen sætter ord på, hvad hans i mange år hemmeligholdte seksualitet har betydet for ham på et både personligt og professionelt plan. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Udover kærlighed og tryghed er ærlighed ifølge ham selv en af de urokkelige grundpiller i hans DNA. Noget af det han har fået med hjemmefra landejendommen i det østjyske.

Derfor kan det også virke en smule paradoksalt - måske endda selvmodsigende - at Søren Pape tav om sin seksualitet i så mange år.

Han forklarer det med, at tiden dengang var en anden.

Selvom man ikke er i tvivl om Søren Papes ærlighed, bliver den testet under vores snak. Især når det kommer til de svære - mere private emner. Dét, vi taler om lige nu - hans seksuelle ståsted, er stadig svært at sætte ord på.

Måske er det fortidens frygt for omverdenens reaktion, der stadig spøger?

Tror du, at du var kommet hertil, hvor du er i dag, hvis du tidligere havde talt åbent om din seksualitet?

»Det, tror jeg ikke, havde haft en betydning. Jeg er af den overbevisning, at det for langt de fleste er over for én selv, man skal turde at sige det højt. For alle de tanker, man har, om hvordan folk vil reagere, tager man som regel fejl af.«

Adopteret fra børnehjem

Søren Pape blev født nytårsnat 1971. Hans biologiske mor havde ikke ressourcerne til at beholde ham, så han blev anbragt på et børnehjem i København.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

I løbet af 1972 adopterede Sørens nye - og i dag rigtige - forældre ham hjem til gården i Østjylland. Faren var landmand. Moren var hjemmegående indtil sønnen var 10-12 år gammel.

Det er tydeligt, at Søren Pape i dag tillægger forældrenes kærlighed, omsorg og varme opdragelse stor vægt, når han forsøger at sætte en finger på, hvad der har været med til at definere ham som det menneske, han er i dag.

Ville gerne have sagt det før

Da Søren ‘sprang ud’ i midten af 30’erne, tilhørte forældrene den gruppe, der stadig ikke vidste, at sønnen var homoseksuel.

Eller måske vidste de det i virkeligheden godt, som Søren Pape selv påpeger, at de fleste jo gør, når 'nyheden' endelig kommer ud.

Men han havde aldrig før fundet tidspunktet, muligheden eller modet til at sige det til forældrene. De to personer, der ellers havde lært ham styrken i altid at være tro mod sig selv og ærlig i alle livets facetter.

Tænker du nogensinde, at du skulle have sagt det til dem før?

»Ja, da. Det gør jeg da.«

Er du ked af, at du ikke gjorde det?

»Jeg ved ikke, om jeg er ked af det. Jeg tror bare, det var omstændighederne. Det faldt mig ikke ind. Men kunne jeg gøre det om, så tror jeg, at det på nogen måder havde været nemmere. Men tiden var en anden.«

Følte du, at du blev den rigtige Søren - altså 100 pct. Søren - i det øjeblik, du åbnede op om din seksualitet?

»Det blev jeg måske? Selvom jeg jo ikke var anderledes,« siger han og understreger samtidig, at hans seksualitet aldrig har defineret ham.

»Den er bare en del af mig.«