Gruppeformand Søren Gade forlader Folketinget ved næste valg. Han vil i Europa-Parlamentet.

Gruppeformand Søren Gade (V) stiller op til Europa-Parlamentet, når der er valg i 2019. Det oplyser Venstre i Region Nordjylland, hvor han er kandidat.

Søren Gade, som er tidligere forsvarsminister, fortsætter i Folketinget, indtil det kommende folketingsvalg udskrives.

Netop Søren Gade er flere gange nævnt som en mulig afløser, når statsminister Lars Løkke Rasmussen ikke længere er Venstres formand.

- Jeg er meget beæret over den tillid, som Venstre i Nordjylland viser mig ved at spørge, om jeg vil kandidere til posten som EU-kandidat i Nordjylland.

- Nu er det op til medlemmerne i Nordjylland at vælge kandidat. Det er vigtigt at slå fast, at feltet er åbent, og at det er V-medlemmerne i Nordjylland, som bestemmer, siger Søren Gade i en pressemeddelelse.

- Jeg håber, at jeg kan blive en del af den danske europadebat på en anden platform, end den jeg er vant til, også selv om det bliver vemodigt måske at skulle sige farvel til alle mine gode kolleger på Christiansborg, siger Søren Gade.

/ritzau/