Søren Gade skal stå skoleret kl. 11


Det er onsdag formiddag, at Søren Gade (V) skal stå ret og fortælle, hvorfor han har givet Folketinget forkerte oplysninger.
Stedet er mødelokale 1-133 i Folketinget. Tidspunktet er kl. 11.
Som det står i dagsordenen for mødet under punkt 2:
»Drøftelse af spørgsmål om Folketingets formands hverv.«
For her skal Folketingets formand forsøge at forklare Folketingets Udvalg for Forretningsordenen (UFO), hvorfor han i forbindelse med sin tiltrædelse til det ærefulde hverv sent i 2022 oplyste til samme udvalg, at han havde frasagt sig posten som bestyrelsesformand i solcelleselskabet Tecleaf.
Tirsdag aften kom det således frem, at det alligevel ikke var tilfældet.
»Jeg skal oplyse, at jeg fortsat har hvervet,« lyder det i et brev fra Søren Gade til udvalget.
Den afsløring fik Peder Hvelplund fra Enhedslisten, der sidder i netop Folketingets Udvalg for Forretningsorden, til at sige, at Søren Gade »kaster smuds på embedet«.
»Det styrker ikke tilliden til hans dømmekraft,« har det også lydt fra politikeren.
Til Ritzau lyder det onsdag fra Ole Birk Olesen, ligeledes UFO-medlem:
»Det er meget kritisabelt, at Søren Gade gav forkerte oplysninger om sine hverv ved siden af Folketinget, da han i 2022 blev udpeget af Folketinget som formand. Det er et tillidsbrud,« siger han:
»I Liberal Alliance synes vi ikke, det nødvendigvis er problematisk, at formanden for Folketinget har arbejde og hverv ved siden af at være formand for Folketinget, men vi vil have korrekt information om det, som også folketingsvalgloven kræver.«
Til TV Midtvest siger andre medlemmer af udvalget som Lise Bech (DD), Mogens Jensen (S) og Theresa Berg Andersen (SF), at de vil vente med at udtale sig, til de har hørt formandens forklaring onsdag formiddag.
Sidstnævnte siger dog til mediet:
»Når det er sagt, så er det ingen hemmelighed, at jeg med det, jeg læser og hører i pressen, går til mødet med en vis skepsis over for Søren Gade,« lyder det.
B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup har konstateret, at »det er en skidt sag«.
»Det folketing, han har givet forkerte oplysninger til, er tilfældigvis også det folketing, han selv er formand for,« siger han:
»Man skal ikke være verdensmester i politisk analyse for at vide, at det gør sagen mere belastende for ham. Formanden lyver simpelthen ikke for Folketinget.«
I forvejen har Søren Gade allerede gennem længere tid trukket negativ opmærksomhed for sin formandspost hos Esbjerg Havn, som han har nægtet at opgive.
Det fokus er kun blevet større, efter at Esbjerg Havn er kommet med i opløbet om at få opgaven med at producere nye danske krigsskibe.