Søren Gade om portræt: 'Jeg er enormt påvirket og ked af det'
»Jeg kommer mig ikke over det her lige med det samme,« siger Folketingets afgående formand, Søren Gade, om det meget omtalte portræt af ham i Jyllands-Posten.

»Jeg kommer mig ikke over det her lige med det samme,« siger Folketingets afgående formand, Søren Gade, om det meget omtalte portræt af ham i Jyllands-Posten.

»Det er et kæmpe pres ikke at vide, hvem der synes, at du er jordens dummeste svin.«
Ordene kommer fra en af denne uges absolutte hovedpersoner, Folketingets afgående formand, Søren Gade.
Torsdag medvirkede han i podcasten 'Q & Co' på Podimo.
Og over for værten Henrik Qvortrup lagde Gade ikke skjul på, at Jyllands-Postens meget omtalte portræt af ham har ramt ham hårdt.
»Hvis du spørger mig, om det ødelagde min tirsdag, så skal jeg sige klart ja,« lød det blandt andet fra Gade.
Tirsdag åbnede Folketinget efter sommerferien, og det var samtidig Søren Gades sidste arbejdsdag som formand for tinget.
Dagen fik dog et helt andet forløb, end den garvede venstremand på forhånd havde forestillet sig.
Mandag aften udgav Jyllands- Posten nemlig et portræt af den afgående formand. Artiklen var skrevet på baggrund af anonyme kilder, som »har kendt Søren Gade personligt og gennem mange år i politik i adskillige år.«
Og det er ikke noget skønmaleri, de i alt 13 unavngivne kilder tegnede af ham.
Gade bliver blandt andet beskrevet som grisk, forfængelig, illoyal, egoistisk og doven.
I podcasten medvirkede Søren Gade på en telefon fra Jylland, og der er ingen tvivl om, at den erfarne politiker er dybt berørt af artiklen.
Det sagde han også selv direkte flere gange.
»Jeg er enormt påvirket og ked af det,« siger han og tilføjer:
»Og det går ikke væk lige med det samme.«

Gade er især utilfreds med, at hans politiske kolleger ikke står ved deres kritik med navn.
»Folk må gerne synes, at jeg er en kæmpe idiot, men det er jo meget rarere, hvis de siger det til mit ansigt.«
Han undrer sig også over, at Jyllands-Posten bragte portrættet netop på dagen, hvor han forlod landets højeste embede.
For eksempel betød artiklen, at han ikke kunne gå med i kirke til den traditionelle gudstjeneste, fordi han blev omringet af journalister, der spurgte til sagen.
»Det var jo en forfærdelig dag fra start til slut. Og det er det jo for så vidt stadigvæk.«
I podcasten mere end antydede han, at kræfter i Venstre har brugt avisen til at udføre et karaktermord på ham.
»De fægter ikke med åben pande. De gemmer sig, og så bruger de Jyllands-Posten i et karaktermord på mig, som rammer præcis ned på det rigtige tidspunkt for nogle af mine modstandere.«
»Man har valgt at bringe en artikel på baggrund af anonyme kilder. Jeg kan ikke gøre noget ved det. Hvis man ønskede, at jeg skulle få det dårligt, og at jeg skulle have en lorte-uge, så kan jeg i hvert fald sige, både til de 13 anonyme kilder og til Jyllands-Posten, at det er lykkedes ret godt.«

Jyllands-Postens chefredaktør, Christina Agger, medvirkede også i radioprogrammet, og hun understregede, at ingen kan bestille portrætter i avisen, og at portrættet lige så godt kunne være blevet bragt en anden dag.
Portrættet skabte straks stor debat og kritik, og efter nogle timer valgte Jyllands-Posten at fjerne artiklen.
Senere tirsdag blev det offentliggjort igen i en efter avisens mening mere nuanceret version. Nu fremgik det for eksempel, at han også var en god ven, og at han har gjort en stor indsats for danske soldater.
Christina Agger erkendte, at den første version af portrættet ikke var nuanceret nok, og hun medgav, at det kunne være et slag mod avisens troværdighed.
Hun ville dog ikke give Gade en undskyldning, men hun beklagede, at første version ikke var nuanceret nok.
Og det glædede Søren Gade.
»Hvis chefredaktører kan love hinanden, at det stopper med det, så lever jeg med, at jeg har det af h til længe. Måtte det aldrig ske for andre.«