En af Venstres helt tunge drenge, den nordjyske stemmesluger Søren Gade, er klar til at træde tilbage fra den magtfulde post som gruppeformand for partiets folketingsgruppe på Christiansborg. Det siger han til TV 2 Nord.

Søren Gades melding kommer, efter BT i søndags kunne fortælle, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil fyre Søren Gade som gruppeformand i forbindelse med en snarlig  ministerrokade, der skal give regeringen ny luft inden næste valg.

Søren Gade siger, at det er ganske udramatisk, at han snart  kan være fortid som gruppeformand for regeringspartiet Venstre.

»Jeg har talt med vores partisekretær, Claus Ritcher, og meddelt, at mit mandat selvfølgelig står til rådighed i forbindelse med en ministerrokade. Det er helt naturligt, at i forbindelse med en ministerrokade, så vil jeg jo stille mit mandat til rådighed,« siger Søren Gade til TV 2 Nord.

Søren Gade genopstiller ikke til Folketinget ved næste valg, som senest skal afholdes til juni næste år. I stedet satser han på at blive valgt til EU-parlamentet.

Selv om Løkke har kaldt Søren Gade for en 'knaldgod' gruppeformand, er det en offentlig hemmelighed i Venstres gruppe, at Løkke og Søren Gade ikke just er perlevenner. Søren Gade har nemlig flere gange været på direkte kollisionskurs med Løkke og resten af regeringen.

I forbindelse med den højspændte diskussionen om placeringen af en politiskole i Vestdanmark sidste år fastholdt Søren Gade eksempelvis, at Holstebro ville være en bedre placering end Vejle, som regeringen endte med at beslutte sig for.

Og i sommer gik Søren Gade forrest i en intern kritik af regeringens forslag om, at staten skal agere bank for de almene boligselskaber og tage långivningen fra de private realkreditselskaber for at score en statslig rentegevinst på to milliarder kroner om året. Søren Gade holdt den liberale fane højt og stemplede ideen som socialistisk.

Ny gruppeformand ventes at blive skatteminister Karsten Lauritzen eller forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen. Også beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen samt bygnings- og postordfører Hans Christian Schmidt nævnes som mulige arvtagere til posten som gruppeformand.