Selv om det er svært at finde på Forsvarets Ejendomsstyrelses hjemmeside, er den god nok. Alle kan i princippet leje lokale og overnatning på landets kaserner, oplyser Forsvarets Ejendomsstyrelse til BT.

Som avisen i dag kan dokumentere, så fik Venstres gruppeformand og tidligere minister Søren Gade særbehandling, da hans datter fik lov at fejre bryllup på Holstebro Kaserne i september til en ekstraordinær lav pris.

Prisen for arrangementet, der inkluderede lokaler til bryllupsreception og fest samt mulighed for 50 overnattende gæster på kaserne, lød på blot 6.840 kr.

En pris der retligt burde have været højere. Søren Gade udnyttede nemlig sin status som  mangeårigt medlem af Holstebro Garnisons Officerforening til at låne festlokalerne mod et gebyr på 1.200 kr. Var proceduren blevet fulgt, skulle Søren Gade have henvendt sig til servicedisken hos Forsvarets Ejendomsstyrelsen og lejet lokalerne for 6.260 kr.

Prisen for brylluppet ville dog alligevel være lukrativ, såfremt Søren Gade havde fulgt proceduren. 6.260 kr. for bryllupslokalerne på kasernen, som tæller fire rum og samlet godt 400 m2. Hetil kunne gæsterne overnatte i et enkelt- eller dobbeltværelse med eget bad og toilet på værelset for 200 kr., eller sove på en 4-mandsstue med eget bad og toilet for 170 kr. ifølge taksterne på Dragonkasernen i Holstebro.

Overnatning til 50 bryllupsgæster endte således med at koste 5.640 kroner. Samme antal overnatninger på værelser med fælles bad ville på et vandrehjem i Holstebro koste 19.818 kroner.

Ifølge Forsvarets Ejendomsstyrelse er der dog ikke tale om forskelsbehandling. Det fremgår ganske vist ikke på deres hjemmeside, at almindelige mennesker kan leje kaserner til bryllupsfester, under punktet 'udlejning', men i et skriftligt svar skriver styrelsen, at Søren Gades datters arrangementet hører under 'større civile arrangementer uden kommercielt sigte'.

Forsvarets Ejendomsstyrelse har i en mail til BT understreget, at Forsvarets anvendelse af faciliteter altid har førsteret, og at en booking kan aflyses med 24 timers varsel, såfremt Forsvaret får brug for faciliteterne eller forholdene omkring den militære sikkerhed ændrer sig.

Er man interesseret i at leje lokaler og overnatning skal man henvende sig til Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse Servicedisk.