Den erfarne Venstre-politiker Søren Gade er uafklaret om, hvorvidt han genopstiller ved næste folketingsvalg.

Det siger han til TV Midtvest, der har fulgt politikeren i en reportage, inden han træder af som formand for Folketinget.

Her bliver Søren Gade spurgt, om han har besluttet, hvorvidt han genopstiller ved næste valg.

- Nej, det har jeg ikke, siger han.

Søren Gade har i den seneste tid være en central faktor i det interne stormvejr i Venstre.

Lovgivning om kvælstofreduktioner for landbruget har splittet partiet og sendt meningsmålingerne til historisk lave niveauer.

Op til vedtagelsen af den omdiskuterede gødskningslov gik Søren Gade offentligt ud og meddelte, at han ville stemme nej og dermed mod partilinjen.

Efterfølgende fulgte fire andre folketingsmedlemmer fra Venstre hans linje og stemte nej til gødskningsloven.

I reportagen hos TV Midtvest bliver Søren Gade spurgt til sin rolle i uenighederne.

- Jeg er bare i synk med den landsdel, jeg kommer fra, siger han.

Han afviser samtidig, at han er på vej ud af Venstre og til et andet parti.

- Selvfølgelig kan jeg blive i Venstre - det har jeg været i 48 år, siger han.

Søren Gade erkender dog, at hans parti står i en svær situation.

- Det er da træls. Det er hårde tider. Det kan man jo se, man kan tage aviserne, siger han.

De seneste fire år har Søren Gade været formand for Folketinget.

Det har til tider været en udfordring for politikeren, erkender han over for TV Midtvest.

Her sammenligner han rollen med at være en "kastreret hankat" og bedyrer, at det nogle gange kan være som at se maling tørre.

Præcis de vendinger har Frihedsbrevet citeret ham for at bruge til et lukket oplæg tidligere.

Søren Gade forklarer, at det særligt skyldes, at man som formand for Folketinget ikke kan argumentere imod politiske udsagn i Folketingssalen, som man skulle være uenig i.

RITZAU