Søren Gade kan kalde sig morfar for fjerde gang.

Det skriver Folketingets formand selv i et opslag på Facebook.

»Jeg sad med telefonen i hånden, da beskeden kom. Min datter Mette havde født. Mit fjerde barnebarn, Helle, var kommet til verden,« lyder det.

Det nyfødte barnebarn deler navn med Søren Gades første hustru, Helle Buskbjerg Poulsen, som gik bort i 2008 efter et kræftforløb.

Søren Gade og Helle Buskbjerg Poulsen fik sammen døtrene Ida og Mette, og det er altså sidstnævnte, der er blevet mor til Helle.

»Fire gange morfar. Det er ikke bare et tal. Det er fire liv, fire personligheder, fire påmindelser om, hvad der betyder noget, når støjen lægger sig. Familie er ikke altid nemt, ikke altid enkelt. Men det er der, rødderne er. Det er der, hvor grin, rod, uenigheder og kærlighed lever side om side.«

»At blive morfar igen gør mig ydmyg. Og stolt. Og mere bevidst om, hvor skrøbeligt og værdifuldt det hele er. Familie er ikke noget, man kan tage for givet. Det er noget, man passer på. Og i dag føles det mere rigtigt end nogensinde,« skriver Søren Gade.

I juli sidste år afslørede den populære Venstre-politiker, at han var blevet gift med Marianne Kirk, som han har været kæreste med gennem flere år.

»Hvorfor skulle vi ikke gøre det, når vi elsker hinanden? Og så er vi så meget vestjyder, at det er rart at få bragt tingene i orden,« lød det fra Søren Gade.

Ifølge Dagbladet Ringkøbing-Skjern blev de gift 5. juli 2025.

Det var Søren Gades gode ven – den konservative borgmester i Favrskov Kommune – Lars Storgaard, der stod for vielsen.

Vielsen foregik under private former i borgmesterens havestue i Ulstrup.

»De eneste vidner var Lars' datter og svigersøn. Bagefter tog vi hjem og spiste en pizza, så det foregik meget stille og roligt,« fortalte Søren Gade.