DF-næstformanden har skrevet brev til Folketingets formand, efter at Stram Kurs-rigskongres måtte udskydes.

Partiet Stram Kurs blev i sidste uge nødt til at udskyde partiets rigskongres i Middelfart i nogle uger på grund af trusselsbilledet mod partileder Rasmus Paludan.

Fyns Politi nedlagde forbud mod, at rigskongressen, der svarer til andre partiers landsmøder, kunne afholdes på det sted og tidspunkt.

Dansk Folkepartis politiske næstformand, Søren Espersen, mener, at partiet i stedet bør have muligheden for at afholde rigskongressen på Christiansborg.

- Partiet Stram Kurs bør kunne få tilladelse af Folketingets formand til at gennemføre deres såkaldte rigskongres på Christiansborg - hvor man kan være i sikkerhed, skriver Søren Espersen på Facebook.

Han har derfor sendt et brev til Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S). Brevet har Søren Espersen offentliggjort på Facebook.

- Jeg har noteret, at politiet har nedlagt forbud mod partiet Stram Kurs' planlagte - såkaldte - rigskongres, som partiet havde forberedt skulle finde sted i Middelfart, og dermed, som følge af trusler, har gjort det umuligt for partiet at gennemføre mødet.

- Jeg finder det betænkeligt, at et lovligt, opstillingsberettiget parti således reelt formenes adgang til at afholde et lovligt møde.

- Jeg skal derfor opfordre til, at Folketinget som institution, undtagelsesvist og for at sikre demokratiet, indbyder det opstillingsberettigede parti Stram Kurs til i et egnet lokale på Christiansborg at gennemføre sin såkaldte rigskongres, skriver Søren Espersen.

Stram Kurs stillede op ved Folketingsvalget 5. juni, men kom ikke ind.

Det meget udlændingekritiske parti var dog tæt på, eftersom Stram Kurs opnåede 1,8 procent af stemmerne ved valget.

Dermed var partiet nær spærregrænsen på 2 procent.

/ritzau/