DF-profilen Søren Espersen, der er onkel til Rikke Karlsson - der tirsdag meldte sig ud af Dansk Folkeparti - er chokeret over hendes beslutning. Han kalder det en trist dag for partiet.

Dansk Folkepartis europaparlamentariker Rikke Karlsson har tirsdag afsløret, at hun har meldt sig ud af Dansk Folkeparti, fordi hun ikke kan få udleveret regnskab fra to europæiske fonde - MELD og FELD, hvor hun selv sidder som medlem.

Partikollegaen Morten Messerschmidt sidder som præsident for den ene fond, og han har nægtet at vise hende regnskabet.

Sagen rammer partiet, som i denne måned kan fejre 20 års jubilæum, og for næstformand Søren Espersen slår sagen ekstra hårdt. Han er nemlig onkel til Rikke Karlsson og er derfor personligt chokeret over hendes udmeldelse af partiet. Søren Espersen er sammen med netop Morten Messerschmidt en af partiets topfigurer.

»Jeg er rystet og meget stærkt chokeret over det, der er sket. Jeg er så ked af det, at hun har truffet den beslutning, at hun ikke længere kan se sig selv i partiet. Det er for tæt på personligt, til at jeg vil kommentere yderligere,« siger Søren Espersen til bt.dk.

Han kalder det en ærgerlig sag for partiet, som for bare få måneder siden fejrede en stor valgsejr og blev landets næststørste parti.

»Det er en ærgerlig sag for partiet, men jeg ser det også med personlige briller. Det er en trist dag for Dansk Folkeparti,« siger han.

Søren Espersen har ikke lyst til at kommentere på selve sagen, for det er han for inhabil til at kunne, vurderer han.

Ved Europaparlamentsvalget i 2014 fik Rikke Karlsson 9.205 stemmer. Hun har tidligere været folketingskandidat og siddet i regionsrådet i Region Nordjylland, samt siddet i kommunalbestyrelsen i Rebild Kommune.