Når Sverigedemokraterne inviterer, kommer vi gerne på besøg, lyder det fra Dansk Folkepartis næstformand - der kommer med en bredside til den svenske presse.

Onsdag besøgte DF-formand Kristian Thulesen Dahl bydelen Rosengård i Malmö sammen med Sverigedemokraternas formand Jimmie Åkesson og et følge af livvagter. Mens de gik gennem området, der af det svenske rigspoliti beskrives som 'særdeles udsat', roste Kristian Thulesen Dahl sin svenske kollega.

»Jeg synes, Jimmie Åkesson gør et godt stykke arbejde for at få partiet til at fremstå seriøst. Det er helt vanvittigt, at de andre partier i Sverige ikke taler med ham og Sverigedemokraterna,« sagde han og kaldte Sverigedemokraterna for 'svenskernes mulighed for at sige fra over for indvandringen'.

Samtidig roste Åkesson den danske regering for forslaget om give unge i ghettoområder udgangsforbud om aftenen.

Alt i alt lader det til, at de to partiledere havde en hyggelig formiddag - hvilket står noget i kontrast til den svenske avis Expressens beskrivelse. Her står der, at forholdet tidligere var 'køligt'. Samme indtryk fik man, hvis man læste et telegram fra nyhedsbureauet Ritzau om besøget.

Foto: Lasse Volfing
Vis mere

Intet køligt forhold

Men det er noget sludder, lyder det fra Dansk Folkepartis næstformand.

»Det er noget, den svenske presse har fundet på. Jeg forstår simpelthen ikke, at den danske presse viderebringer det. Jeg har selv været til tre årsmøder hos Sverigedemokraterna, jeg har besøgt Jimmie Åkesson sammen med Kristian i Stockholm forleden, ligesom Pia Kjærsgaard besøgte dem forud for det forrige valg. Vi har haft et godt samarbejde med Sverigedemokraterna gennem 15 år. Hvis de beder om vores assistance, kommer vi selvfølgelig med fuld udrykning, men vi trænger os ikke på,« siger Søren Espersen.

Det passer altså ikke, at der har været kold luft mellem DF og Sverigedemokraterna?

»Nej, der har ikke været nogen dårlig stemning,« siger han og medgiver dog, at Dansk Folkeparti har afvist at blive søsterparti til Sverigedemokraterna.

»Vi vil ikke være søsterparti med nogen, for vi ikke vil stå på mål for alt, et andet parti står for. Heller ikke Sverigedemorkaterna. Men jeg håber, det vil gå dem rigtig godt til valget, og at det bliver Sveriges største parti til september.«

BTs politiske redaktør Andreas Karker ser besøget som et billede på et presset Dansk Folkeparti.

»Kristian Thulesen Dahl har behov for at vise, at Dansk Folekparti stadig fører en hård udlændingepolitik i en tid, hvor partiet slås med Socialdemokratiet og Nye Borgerlige om den dagsorden. Særligt Nye Borgerlige har vist sig at være en stor udfordring for Dansk Folkeparti, fordi de er hårdere, mens Socialdemokratiet på nogle punkter er på niveau med Dansk Folkeparti,« siger han.