»Dansk Folkeparti?! De tør sgu ikke en skid!«

Sådan lyder det fra billardbordet på den lokale sportspub i Skærbæk i Sønderjylland. Heller ikke her er der noget helle, når snakken falder på politiken.

Peter Beier er gået på efterløn. Han var engang byens postmand. Og så var han engang trofast vælger hos Dansk Folkeparti.

»Jeg stemte Dansk Folkeparti til sidste folketingsvalg. Men dét gør jeg ikke igen, da. Kristian Thulesen Dahl har ikke opnået noget som helst med alle de mandater, han fik sidste gang. Det er skuffende,« siger Peter Beier, mens han stiller billardkøen fra sig.

»De skulle være gået i regering og vist, hvad de kunne. Kristian Thulesen Dahl er alt for vattet.«

Sådan er der tilsyneladende flere sønderjyder, der har det i år.

Ved sidste folketingsvalg vandt Dansk Folkeparti 28,4 procent af stemmerne i Sydjyllands Storkreds. Området blev døbt “Det Gule Danmark”.

Men til det kommende valg står partiet kun til at få 15,5 procent af stemmerne. Det viser en meningsmåling, som Megafon har foretaget for TV 2.

Udviklingen ser der ud til at være flere forklaringer på. En af dem er partiet Nye Borgerlige, som stiller op til årets folketingsvalg. Formand Pernille Vermund stiller selv om i Sydjyllands Storkreds.

»Jeg har valgt Syd- og Sønderjylland som kreds med hjertet. Jeg tror på, de har nogle borgerlige værdier,« forklarer hun, mens hun deler pjecer ud i Toftlund.

»De tager altid så godt imod mig, når jeg kommer rundt i området.«

Nye Borgerlige står i den seneste måling fra 24. maj fra YouGov til 4,7 procent af stemmerne.

»Vi ved, at cirka halvdelen af dem, der nu vil stemme Nye Borgerlige, tidligere har stemt Dansk Folkeparti,« siger Pernille Vermund.

En anden forklaring på, hvor vælgerne flygter hen, er Socialdemokratiet. Det er i hvert fald her, Peter Beier fra Skærbæk har tænkt sig at sætte sit næste kryds.

B.T. tog rundt i Sønderjylland for at møde de sønderjyder, der er blevet utilfredse med Dansk Folkeparti.

Dem og Pernille Vermund kan du møde i videoen over artiklen.