En dansk-somalisk kvinde døde i et luftangreb i Syrien i marts. Nu er hendes søn kommet til Danmark.

Sønnen af en afdød dansk-somalisk kvinde, der havde tilknytning til Islamisk Stat, er ankommet til Danmark. Drengen har opholdt sig i al-Hol-lejren i Syrien.

Det oplyser advokat Tyge Trier, der repræsenterer familien.

Det er dermed første gang, at et forældreløst barn hentes til Danmark fra den syriske lejr.

- Udenrigsministeriets Borgerservice kan bekræfte, at et forældreløst barn på 11 måneder med dansk tilknytning er blevet evakueret til et tredjeland. Evakueringen er blevet gennemført af en dansk delegation ledet af en repræsentant for Udenrigsministeriet, lød det fra ministeriet i en mail torsdag morgen.

TV2 skriver, at drengens mor blev dræbt i et luftangreb i Baghouz i Syrien i marts, og at underernæring har været tæt på at koste drengen livet.

Barnets far skulle ifølge TV2's og Weekendavisens oplysninger også være blevet dræbt i Syrien. Han stammer fra Somalia.

Det er ifølge familiens advokat, Tyge Trier, barnets mormor, morfar og moster, der har fået overdraget barnet.

Ministeriet understreger, at det har tavshedspligt i personsager. Man vil derfor ikke udtale sig om håndteringen af enkeltsager om fremmedkrigere og deres børn.

- Vi kan derfor ikke give yderligere oplysninger, skriver ministeriet i mailen.

I sidste uge oplyste de danske myndigheder, at der sidder omkring 12 voksne danske statsborgere i lejrene al-Hol og al-Roj i det nordlige Syrien.

Der sidder desuden omkring 30 børn, hvis forældre er danske statsborgere eller har været danske statsborgere.

Ifølge PET er der desuden 14 voksne danske statsborgere og omkring 10 børn, som vurderes at være på fri fod i konfliktområdet omkring Islamisk Stats tidligere udråbte kalifat i Irak og Syrien.

Danmark hentede i juni en 13-årig dreng ud af al-Hol-lejren. Det skete, fordi han var livstruende såret.

/ritzau/