Ministerrokaden er dårligt timet midt i en reformperiode, lyder det fra Dansk Socialrådgiverforening, der dog byder Henrik Dam Kristensen velkommen som socialminister.

Henrik Dam Kristensen (S) bliver ny beskæftigelsesminister, når Mette Frederiksen (S) forlader sin stilling til fordel for en post som justitsminister. Dansk Socialrådgiver Forening byder den nye minister velkommen men mener, at rokaden kommer på et uheldigt tidspunkt.

»Vi står med en af de største reformkasser i beskæftigelsesindsatsen i mange år, så man kan sige, at det ikke er med stor velvillighed, at vi får en ministerrokade på det område. Den er ustyrbar og jeg vil tro, at alle synes, det er uheldigt midt i en reformperiode at miste en minister,« siger Majbrit Berlau, der er formand for Dansk Socialrådgiverforening.

Men når det så er sagt, giver formanden udtryk for, at hun er glad for den nye beskæftigelsesminister.

»Man kan næsten ikke ønske sig et bedre valg end Henrik Dam Kristensen. Han er en erfaren minister, og der er virkelig brug for en, der kan gribe bolden og holde et stramt fokus fortsat,« fortæller Majbrit Berlau.

Formanden for socialrådgiverne, der repræsenterer godt 15.000 medlemmer, betegner Mette Frederiksens tid som beskæftigelsesminister som »heftig«.

»Vi har haft førtidspension, fleksjob, kontanthjælp og sygedagpengereform i hendes tid, og det tror jeg er en rekord for en minister at stå for fire så grundlæggende reformer,« siger hun.

Majbrit Berlau har dog kun rosende ord tilovers for socialdemokraten:

»Det er ikke fordi, vi har fået alt, som vi gerne vil have det, men Mette Frederiksen har aldrig ignoreret et perspektiv fra medarbejderne. Hun er enorm arbejdsom og har altid været inddragende,« uddyber hun.