Liberal Alliances forslag om at fjerne dagpenge eller kontanthjælp for folk, hvis fremtoning gør dem »uansættelige«, får hård kritik af Dansk Socialrådgiverforening.

Det vil stride mod alle almene borgerrettigheder, hvis man - som Liberal Alliance foreslår - fratager folk retten til kontanthjælp eller dagpenge, fordi deres udseende eller tøjvalg gør dem »uansættelige« for arbejdsgiverne.

Sådan lyder reaktionen fra Majbrit Berlau, der er formand for Dansk Socialrådgiverforening.

»I et demokratisk samfund må det være sådan, at det er tilladt for folk at have forskellige udtryk. Det må også arbejdsmarkedet kunne rumme,« siger hun.

Liberal Alliance foreslår at fratage folk ydelserne, hvis deres fremtoning i realiteten betyder, at de aldrig vil kunne blive ansat. Folketingsmedlem Ole Birk Olesen (LA) vil lade det være op til jobcentrene og sagsbehandlerne at vurdere hver enkelt borger - og fratage deres kontanthjælp eller dagpenge, hvis de eksempelvis har ansigtstatoveringer, rygmærke eller er iført den muslimske dragt niqab, hvor kun øjnene kan ses.

Det vil aldrig kunne fungere i virkeligheden, lyder reaktionen fra socialrådgiverne. Selv om de allerede i dag rådgiver ledige om deres fremtoning, understreger Majbrit Berlau, at der er forskel på rådgivning og tvang.

»Det er ganske fornuftigt at rådgive ledige borgere om påklædning og hygiejne for at øge deres mulighed for at få et job. Men vi har en grundlov, der sikrer folk retten til at udtrykke sig - og dermed også klæde sig - som man vil. Liberal Alliance piller ved noget, der er sikret i både grundloven og menneskerettighederne,« siger Majbrit Berlau.

Hun mener, at politikerne i stedet skulle se på, hvordan arbejdsmarkedet bliver mere åbent for forskellige folk.

»Hvorfor er det den enkelte, der tvinges til at rette ind? Arbejdsgiverne har også en interesse i mangfoldighed og at ikke alle er helt mainstream,« siger Majbrit Berlau.

Hun vil ikke forholde sig til, hvordan socialrådgiverne konkret skulle vurdere folks fremtoning, hvis Liberal Alliances forslag bliver til lov, fordi hun »har en stærk tillid til, at politikerne på Christiansborg ikke vil lade det ske«.