En hel masse julefrokoster var lige på trapperne. Lige indtil, der 8. december blev afholdt pressemøde.

Her blev de fleste forhåbninger om - lige foreløbig - at kunne samles foran et langbord spækket med sild, snaps og skåler, hurtigt skudt til jorden, da regeringen på det kraftigste anbefalede, at man aflyser alle større sociale arrangementer året ud. Det betyder, at rigtig mange af de store firmajulefrokoster igen i år er blevet aflyst i sidste øjeblik.

Noget, der formentligt også betyder, at restauranterne står tilbage med en masse mad, men ingen at servere det til.

Det har socialordfører for Dansk Folkeparti, Karina Adsbøl, en løsning på.

»Det virker jo til, at der kommer til at være rigtig meget overskudsmad, der er købt ind til de aflyste julefrokoster. Så er min opfordring, at det kommer til at gå til et godt formål,« fortæller hun til B.T. og fortsætter:

»Overordnet set, mener jeg, at med alt det overskudsmad, der kommer til at være, der bliver man nødt til at tænke på de hjemløse, på varmstuerne, herbergspladserne, krisecentrene - alle de steder, der kan få gavn af det.«

På den måde kan man både glæde en masse mennesker med overskudsmaden, mens vi samtidigt undgår et enormt madspild.

Karina Adsbøl er dog fortsat opmærk på, hvilket tab de aflysningsramte restauranter står over for.

»Resturationsbrancen skal selvfølgelig også kompenseres for deres tab - eller også må staten opkøbe alt det mad, og så må man tænke på dem, der har mindst. Men det ville jo være meget trist, hvis meget mad bare ryger ud.«