Socialdemokratiet i almindelighed og Mette Frederiksen i særdeleshed står med ryggen mod muren. 

Meningsmålingerne varsler for et dystert folketingsvalg, der lurer rundt om hjørnet. Noget markant skal ske, hvis det gamle arbejderparti skal have vendt den synkende skude. 

Og ifølge partiets uofficielle chefideolog, Lars Olsen, så er der da bestemt også 'noget' under opsejling. Nærmere bestemt en form for tretrinsraket.

Det fortæller han i dag til B.T.

»Det, jeg kan forstå på de centrale folk i partiet, jeg taler med, det er, at man forbereder en tretrinsraket. Dels så arbejdes der med et pensionsudspil. Mit gæt er, at det vil centrere sig omkring at forbedre Arne- og Seniorpensionen.« 

Det andet element i Socialdemokratiets redningsplan handler om de stigende fødevarepriser, fortæller Lars Olsen.

Arkivfoto. Statsminister Mette Frederiksen taler til Socialdemokratiet, der holder årsmøde 2025 i Aalborg Kongres & Kultur Center lørdag 13. september 2025.
Arkivfoto. Statsminister Mette Frederiksen taler til Socialdemokratiet, der holder årsmøde 2025 i Aalborg Kongres & Kultur Center lørdag 13. september 2025. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

»Jeg tror, der kommer noget med den differentierede moms, som bliver en del af planen, de går til valg på.«

De stigende priser har været en gevaldig hovedpine for regeringen lige siden sommerferien. 

Derfor er der blevet sat gang i et arbejde for at få Skats it-systemer til at kunne håndtere differentieret moms. 

»Det sidste, jeg ville gøre, det er at gå ind i landsbydiskussionen. Det er desværre også bare det emne, som partiet virker mindst konkrete på. Men det kunne hun jo fuldstændig ukontroversielt komme ind på i nytårstalen,« siger Lars Olsen og fortsætter:

»På det seneste har partiet været for dårlige til at have fokus på provinsvælgerne. Vi så vigtigheden af dem til kommunalvalget, med deres protester mod jernmarker og så videre.«

Ifølge Lars Olsen bør Mette Frederiksen derfor i aften tale om udflytning af statslige arbejdspladser, og at der skal være uddannelsespladser i hele landet.

Du kan følge statsministerens nytårstale lige her på B.T., hvor Henrik Qvortrup og Joachim B. Olsen sidder klar med reaktioner og analyser.