Udledning af kvælstof i vandmiljøet er ikke faldet som forventet, og det får S til at opsige politisk aftale.

Socialdemokratiet trækker sin støtte til en knap to år gammel aftale, som blev indgået for at bane vej for nye og store havbrug.

- I Socialdemokratiet mener vi ikke, at tiden er til større havbrug i Danmark. Derfor opsiger vi den aftale om havbrug, som har været indgået, siger Simon Kollerup, Socialdemokratiets fiskeriordfører.

Årsagen er blandt andet, at kvælstofudledningen i det danske vandmiljø ikke er faldet som forventet.

I 2017 blev der udledt omkring 60.000 ton kvælstof til vandmiljøet, hvilket er tilsvarende de foregående år, viser de nyeste tal Aarhus Universitets årlige Novana-rapport.

Samtidig har der været flere sager om havbrug, som ikke har overholdt miljølovgivningen og blandt andet har produceret flere fisk end tilladt.

- Vi kan vi se, at der ikke er styr på havbrugsområdet. Der er ikke styr på tilladelserne og tilsynet med tilladelserne. Vi kan se, at regeringen har mistet grebet, siger Simon Kollerup.

Fiskeriordføreren stod for at forhandle aftalen tilbage i maj 2017, hvor Socialdemokratiet blev enig med regeringen og Dansk Folkeparti om at stemme for en lovændring.

Med lovændringen fik havbrugssektoren mulighed for at udvide produktionen, hvis der kompenseres for den øgede kvælstof- og fosforbelastning, som havbrugene vil medføre.

For at undgå, at havmiljøet tager skade, skal havbrugerne eksempelvis starte et muslingeopdræt dér, hvor forureningen sker.

Men nu ønsker Socialdemokratiet "at stå frit efter et folketingsvalg" og i stedet styre mod mere miljøvenligt fiskeopdræt, forklarer Simon Kollerup.

- Vi vil gerne have rene linjer og stå frit efter et valg. Vi ønsker en grønnere retning for akvakulturen i Danmark - gerne med havbrug på land, så vi kan få bedre styr på produktionen.

Danmarks Sportsfiskerforbund har været bekymret over udsigten til etablering af flere havbrug.

Formand Verner W. Hansen glæder sig over Socialdemokratiets kursskifte.

- Bedre sent end aldrig. Vi er super tilfredse med, at Socialdemokratiet nu skifter kurs og i stedet vil fokusere på landbaserede anlæg, siger formanden.

- Det er en helt forkert strategi at etablere flere havbrug i åbne bure til stor skade for vores vandmiljø, siger han.

/ritzau/