Mette Frederiksen og Socialdemokratiet er nu klar med et samlet udspil til en ny udlændinge­politik.

Udspillet, »Retfærdig og realistisk – en udlændingepolitik, der samler Danmark«, er partiets køreplan frem mod et folketingsvalg, skriver Berlingske.

Hensigten er at genvinde kontrollen over tilstrømningen af indvandrere med ikke-vestlig baggrund til Danmark samt integrationen af dem, der får lov at blive i landet.

For vi er kommet dertil, at velfærdssamfundet er på spil, lyder det fra S-formanden.

»Vi kan se en udvikling på skoleområdet, på gymnasierne, og vi ser det klart på boligområderne, at vi lever stadig mere adskilt. Det bekymrer mig dybt. Når vi i så mange år har haft et skattefinansieret velfærdssamfund, så fordrer det stærke fællesskaber. Vi skal være virkeligt, virkeligt opmærksomme på, om det er det, vi er ved at sætte over styr. Mit bud er, at det er det, vi er ved at sætte over styr,« siger Mette Frederiksen i et interview til Berlingske.

For at sikre en bedre integration lægger Socialdemokratiet op til, at alle flygtninge og indvandrere fremover skal arbejde 37 timer om ugen eller være i uddannelse. Det samme skal gælde personer, der gennem »en årrække« har levet i Danmark på offentlig forsørgelse. Det skal med andre ord være slut med at gå hjemme på offentlige ydelser, efter at man har fået opholdstilladelse.

Møder man ikke op på arbejdspladsen eller uddannelsesstedet, bliver man trukket i ydelse svarende til fraværet.

Kravet om en 37-timers arbejdsuge er et bærende element i Socialdemokratiets plan, der præsenteres mandag, og som med S-formandens ord skal etablere et nyt år nul for dansk udlændingepolitik.

Ud over en ændret integrationsindsats vil Mette Frederiksen også »vende tingene på hovedet«, når det kommer til at styre tilstrømningen til Danmark.
For trods et markant fald i antallet af asylansøgere til Danmark siden 2015 forventer S-formanden ikke, at presset på Europa fra hovedsageligt Afrika vil mindskes.

Derfor skal regeringen og Folketinget fremover, hvis det står til Socialdemokratiet, én gang om året sætte et tal for, hvor mange ikke-vestlige flygtninge og indvandrere, Danmark er i stand til at håndtere. Det skal ske på baggrund af information fra kommuner om deres kapacitet i forhold til boliger, beskæftigelse og uddannelse.

Samtidig skal det gøres umuligt at søge spontant asyl ved den danske grænse. I stedet for skal asylansøgere flyves til modtagecentre i eksempelvis Nordafrika eller Jordan, hvorfra deres asylsag behandles.