Der er skruet helt op for partiernes kampagnemaskiner frem mod et snarligt valg.

Men i Nordjylland er det måske gået lidt for stærkt, skriver TV 2 Nord, der har spottet en pinlig fejl i en af Socialdemokratiets annoncer.

I en Facebook-annonce proklamerer Socialdemokratiet nemlig, at det fremover vil være muligt at uddanne sig til lærer i Hjørring, men:

»Vi har jo haft læreruddannelsen de sidste 70 år i Hjørring,« siger Hjørring-borgmester Søren Smalbro (V) til TV 2 Nord, der kalder det en dum fejl, man kun kan grine af.

Hjørring, der altså har uddannet lærere i årevis, har netop åbnet en ny bioanalytikeruddannelse.

Men historien melder altså ikke noget om, hvorvidt det er de to fag, der er blevet forvekslet af Socialdemokratiet, som blot oplyser til TV 2 Nord, at de har taget annoncen ned, og at der var tale om en 'menneskelig fejl'.

B.T. kunne tidligere på ugen fortælle om en anden annonce, der har fået en del opmærksomhed.

Det drejer sig om en kæmpestor kampagneplakat for Liberal Alliance, der viser et stort portræt af formand Alex Vanopslagh.

Udsigten fra Hadjera Smajlovic' lejlighed.
Udsigten fra Hadjera Smajlovic' lejlighed. Foto: Privatfoto
Vis mere

Plakaten er placeret, så partilederen 'kigger' direkte ind i tre veninders lejlighed.

»Den ene af mine veninder synes, han hele tiden 'creeper' på hende, den anden synes, han er virkelig pæn, og derfor intet har imod det, mens jeg ikke rigtig har nogen holdning til det,« har Hadjera Smajlovic, som bor i lejligheden, udtalt til B.T.

Veninderne har dog taget den specielle situation med højt humør, og Liberal Alliance har siden kvitteret med en undskyldning og en buket blomster.