I et opslag på Facebook langer Socialdemokratiet ud efter Dansk Folkeparti, men ender selv i modvind.

For i forsøget på at gå i rette på konkurrenten kommer regeringspartiet nemlig med en påstand, der ikke holder stik. 

»Manipulationen skal stoppes! Er du enig? DF bliver ved med at påstå, at den muslimske indvandring er steget markant. Men faktum er, at indvandringen var meget større, da DF havde magten,« skriver Socialdemokratiet i et opslag på deres Facebook-profil. 

Men Dansk Folkeparti har aldrig haft regeringsmagten. 

Partiet har ganske vist haft stor indflydelse i dansk politik, men har aldrig siddet i regeringen.

Opslaget har fået kommentarsporet på Facebook til at koge over. 

Formand for Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt har også en kommentar til opslaget. 
Formand for Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt har også en kommentar til opslaget.  Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

»Hold da op – DF har ALDRIG haft magten, sikke noget vås at skrive,« lyder det fra en bruger. 

En anden Facebook-bruger benytter lejligheden til at vende partiets anklage mod dem selv. 

»Hvornår har DF siddet på statsministerposten eller blot været i regering? I lyver og manipulerer selv, så det driver,« skriver brugeren i kommentarsporet. 

Til B.T. uddyber Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, hvad partiet mener med formuleringen i opslaget:

»Sætningen refererer til dengang DF havde de afgørende mandater, og var støtteparti til den borgerlige regering, hvor blandt andet Støjberg var minister for udlændinge,« skriver han og peger samtidig på forskellen i antallet af asylansøgere.

»En periode hvor der ikke var styr på tilstrømningen af asylansøgere fra Mellemøsten. Tallene fra dengang var omtrent tre gange højere end under Mette Frederiksen.«

Hos Dansk Folkeparti vækker Socialdemokratiets formulering dog opsigt.

»Det her er endnu et opslag af en lang række opslag, hvor de prøver at bilde danskerne noget forkert ind. Det er sjovt at det er dem der snakker om manipulation. Jeg har meget svært ved at tage de her desperate udbrud fra Socialdemokratiet seriøst,« siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Mikkel Bjørn, til B.T.

Han understreger samtidig, at, ifølge ham, har DF været det eneste parti, der konsekvent har kæmpet for at begrænse indvandringen i Danmark. 

Opslaget ligger fortsat offentligt på Socialdemokratiets Facebook-side.