Artiklen er opdateret klokken 12.05 med en kommentar fra Enhedslistens spidskandidat i København, Line Barfod.

Hun har stjålet opmærksomheden med det ene vilde forslag efter det andet, men ifølge en ny Epinion-måling ser Københavner-spidskandidaten Pernille Rosenkrantz-Theil (S) ikke ud til at have fat i vælgerne.

Meningsmålingen viser således tilbagegang for Socialdemokratiet i København, som drømmer om at holde fast i overborgmesterposten.

Partiet står til kun at få 10,4 procent af stemmerne ved valget den 18. november ifølge de seneste tal.

Det understøtter et billede fra en Megafon-måling, som TV 2 kunne dele sidste uge, og som B.T.s politiske analytiker kaldte »tæt på en katastrofe« for S. Her var partiet også gået tilbage og stod til kun at få 13 procent af stemmerne.

Med til historien om den nye måling af Constructive Institute hører, at meget kan nå at ændre sig, og at tallene er hæftet med stor usikkerhed.

Rundspørgen er lavet fra 4. september til 13. oktober, hvilket er før, SF kom på banen med partiets egen kandidat til overborgmesterposten i form af Sisse Marie Welling.

Og ud af i alt 1.314 respondenter var næsten halvdelen uafklarede om, hvem de ville stemme på.

Men blandt den halvdel, som har svaret, var opbakningen til Socialdemokratiet altså ikke stor.

Det var opbakningen til Enhedslisten og SF derimod. Enhedslisten står til at få hele 27 procent af stemmerne, mens det er 21 procent for SF.

Til TV 2 Kosmopol skriver Socialdemokratiets politiske ordfører, Jakob Hougaard:

»Når vi er på gaden, er det vores indtryk, at valgresultatet ender noget anderledes end det, som den her måling forudsiger.«

Enhedslistens spidskandidat, teknik- og miljøborgmester Line Barfod, er glad for det gode resultat til partiet.

»Hvis vi kan holde det til valgdagen, giver det jo en rigtig god mulighed for, at vi kan tage overborgmesterposten og få sat en ny retning for København,« siger hun til B.T.

Pernille Rosenkrantz-Theil blandt andet foreslået at afskaffe brugerbetaling på københavnske daginstitutioner og i december sidste år foreslår hun, at det skulle koste 50 kroner ekstra tage metroen til og fra lufthavnen.