»Når vi ser det i mediebranchen, ville det være dybt ulogisk, hvis der ikke er skeletter i skabet i dansk politik.«

Ordene kommer fra B.T.s politiske redaktør Henrik Qvortrup, efter Socialdemokratiet har oprettet en »uafhængig ordning mod krænkende adfærd«.

Helt overordnet set betyder det, at man som person har et sted at henvende sig, hvis man har været udsat for sexchikane – eller er vidende om dette. Såfremt det kan knyttes i forbindelse med arbejde i eller for Socialdemokratiet.

Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.

Om ordningen decideret kommer som følge af hele Jeppe Kofod-sagen, er ifølge Henrik Qvortrup svært at sige. Men når man tænker på denne – og sexisme-debatten i mediebranchen – giver tiltaget mening.

»Det er uundgåeligt, for ånden er ligesom ude af flasken. Hvis man fremadrettet sender et signal om, at nu tager vi os af sexisme, så giver det fin mening.«

»Og det bliver da interessant at se, om og hvor mange skeletter der kommer frem om sager, hvor der ikke er blevet gjort noget,« mener Qvortrup og påpeger, at sexisme meget vel kan være foregået i dansk politisk.

»Så skulle jeg da kende politikerne dårligt. Mediebranchen er ikke den eneste med fejltrin, hvad sexisme angår.«

Henrik Qvortrup er politisk redaktør på B.T.
Henrik Qvortrup er politisk redaktør på B.T. Foto: Jon Wiche
Vis mere

I Socialdemokratiet betragter man også hele sagen som et »wake-up call«.

»Den seneste tids debat har nok været et wake-up call for mange arbejdspladser og organisationer. Det er en vigtig debat, og den hilser vi velkommen. Vi skal skabe arbejdspladser og organisationer, hvor der er ligeværdige relationer mellem mennesker,« lyder det fra partisekretær i Socialdemokratiet Jan Juul Christensen.

»Vi bilder os ikke ind, at vi med ordningen mod krænkende adfærd løser alle problemer, men ordningen er en konkret brik i løsningen på lang sigt.«

I Socialdemokratiets pressemeddelelse fremgår det videre, at personer kan henvende sig til et advokatfirma om sexisme.

Dermed bliver sagerne – som Henrik Qvortrup læser det – håndteret eksternt og ikke internt.

»Jeg synes, de med det tager skridtet videre, end hvad vi har set i andre sager. Vi ser, hvordan mediers egne hr-afdelinger håndterer det. Nogen skal i princippet undersøge sig selv, hvilket man sagtens kan stille spørgsmål ved. Derfor giver det fin mening, at det bliver håndteret eksternt.«

»Intet parti såvel som medie kan holde til ikke at tage hånd om problematikken,« siger han.