Et borgerforslag, der skal forbyde omskæring af drenge, får ikke opbakning af Socialdemokratiet.

København. Socialdemokratiet vil stemme nej, hvis et borgerforslag om forbud mod omskæring af drengebørn ryger til afstemning i Folketinget.

Det siger partiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen (S),

- Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Socialdemokratiet er imod omskæringer af børn, men vi mener ikke, at et forbud er vejen frem.

- Derfor kommer vi til at stemme nej til et forslag om forbud, siger Flemming Møller Mortensen.

Han forklarer, at et forbud ikke er nok til at sikre, at drenge ikke bliver omskåret mod deres vilje.

- Vores bekymring er blandt andet, at hvis Danmark går enegang, så vil man bare få foretaget indgrebet i et andet land eller hjemme på køkkenbordet uden en læge i nærheden.

- Det er også svært at gennemskue, om et forbud vil få andre konsekvenser for vores land, siger Flemming Møller Mortensen.

Fredag morgen skal Folketingets sundhedsudvalg i et lukket møde diskutere de mulige konsekvenser af, at Danmark vedtager et forbud mod omskæring.

- Det er jo ikke det eneste argument, vi har. Børnenes patientsikkerheden vejer også meget tungt. Så tungt, at vi ikke kan bakke op om det her forslag, siger Flemming Møller Mortensen.

Socialdemokratiet har ikke selv noget forslag til, hvad man i øvrigt kan gøre for at forhindre, at børn bliver omskåret.

Men ordføreren fremhæver, at man har stemt for et lovforslag, der fra og med 2017 har krævet, at alle omskæringer skal indberettes.

Både Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, og Naser Khader fra Konservative har udtrykt bekymring for, om Danmark kan ryge ud i internationalt stormvejr, hvis vi som det første land i verden vedtager et forbud mod omskæring.

SF har omvendt meldt ud, at partiet støtter et muligt forbud.

Borgerforslaget, der går ud på at indføre en mindstealder på 18 år for omskæring af raske børn, har torsdag eftermiddag samlet 38.500 af de 50.000 nødvendige underskrifter.

I dag foretages der ingen omskæringer på offentlige sygehuse. De foregår enten hjemme hos familien selv eller på private klinikker.

Det er et lovkrav, at omskæringen enten foretages af en læge, eller at der er en læge til stede.

/ritzau/