40 år.
Så længe har Steen Olsen været medlem af Socialdemokratiet. Men onsdag blev der sat punktum for det medlemsskab.
For ved en ekstraordinær generalforsamling i Socialdemokratiet i Slagelse Kommunekreds onsdag aften blev det besluttet, at Steen Olsen skal smides ud af byrådsgruppen og inden længe af Socialdemokratiet.
Det skriver TV 2 Øst.
Som det eneste punkt på dagsordenen skulle medlemmerne bekræfte byrådsgruppens beslutning om at udelukke Steen Olsen fra byrådsgruppen.
69 stemte for udelukkelse, mens 32 stemte nej. Tre stemte blankt.
»Det var en meget mærkelig aften. Det var egentlig en fair og god generalforsamling, men når man som jeg har været medlem af partiet i så mange år, føltes det nærmest som at gå ned ad dødsgangen,« siger Steen Olsen til TV 2 Øst.
Baggrunden for hans udelukkelse skal findes i, at han ifølge borgmester John Dyrby Paulsen (S) har optrådt illoyalt og har forsøgt at underminere hans autoritet.
Det skulle blandt andet været sket under et budgetseminar, hvor Steen Olsen angiveligt »trak tæppet væk« under John Dyrby Paulsen inden forhandlingerne med de øvrige partier.
Steen Olsen afviser dog anklagerne og siger til TV 2 Øst, at han blot har brugt sin ytringsfrihed.


