Holbæk. Socialdemokraten Christina Krzyrosiak Hansen bliver ny borgmester i Holbæk. Hun er 24 år gammel og bliver dermed landets yngste borgmester.

Den nye borgmester fortæller, at de dog stadig vil forhandle videre med andre partier om kommunens fremtid. Det er altså kun aftalen om at konstituere hende som borgmester, der indtil videre er på plads.

- Vi er enige om, at vi selvfølgelig gerne vil snakke videre om, hvad vi vil de næste fire år, siger hun til TV2.

Bag aftalen om at konstituere Christina Krzyrosiak Hansen er foruden Socialdemokratiet også Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten.

- Jeg står lige nu med tre partier bag mig, som er klar til at tage ansvar, siger Christina Krzyrosiak Hansen til TV2.

Til de kommende forhandlinger, hvor partiet vil snakke videre om en politisk aftale for kommunen, vil den socialdemokratiske borgmester inddrage flere andre partier.

Ved valget i Holbæk led Venstre, der hidtil har siddet på borgmesterposten, et stort nederlag. Partiet fik halveret sit antal mandater fra 12 til 6 og endte med at få 19,3 procent af stemmerne.

Det største parti blev dermed Socialdemokratiet med 28,8 procent af stemmerne. De går dog også et mandat tilbage.

Forklaringen på de to største partiers tilbagegang i kommunen skal blandt andet findes i, at flere politikere fra Venstre og Socialdemokratiet i løbet af valgperioden er sprunget fra partierne og har dannet Lokallisten for hele Holbæk Kommune (L).

Den liste har fået tre mandater ved dette valg.

Kommunen er ifølge Berlingske landets fattigste, når man måler på, hvor mange penge der er i kassen til at betale kommunens udgifter - det vil sige likviditeten. Den er omkring 40 millioner kroner.

Den slukne kasse skyldes blandt andet en stor satsning, hvor man har bygget et sportscenter til 363 millioner kroner.

/ritzau/