I 2001 var han for rød. Men nu har statsministeren fået et godt øje til Karsten Dybvad som sin nye højre hånd. Flere kandidater er dog i spil.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Socialdemokratisk kammerateri,« tordnede Anders Fogh Rasmussen, da embedsmanden Karsten Dybvad i Nyrup-regeringens sidste leveår blev udnævnt til departementschef i Finansministeriet.

Det verbale overfald på Dybvad, som Fogh begik i sin grundlovstale i 2001, fortrød han dog allerede et par dage efter. Og derfor er det skæbnens ironi, at samme Karsten Dybvad nu nævnes som et oplagt emne til at blive Foghs ny højre hånd.

Stillingen som departementschef i Statsministeriet bliver ledig, når Nils Bernstein til efteråret tiltræder som ny direktør for Nationalbanken.

Efter sommerferien vil Fogh mødes med den konservative formand Bendt Bendtsen for at finde Bernsteins efterfølger. De to udgør i denne sag regeringens ansættelsesudvalg, og der er sikkert mange, der godt kunne tænke sig at være en flue på væggen ved det møde.

Den anden topkandidat til posten er nemlig Bendt Bendtsens egen departementschef Michael Dithmer. Ham vil Bendt nødig undvære, men da den 49-årige Michael Dithmer privat danner par med en af sine underdirektører, kunne et spark opad slå to fluer med et smæk.

Af hensyn til habiliteten er det ikke velanset, at ægtefæller beklæder chefposter i samme ministerium.

Det taktiske valg
Begge kandidater er yderst kvalificerede til jobbet. De har den rette alder, indsigt og erfaring. Karsten Dybvads stærke våben er hans gode forbindelse til Nils Bernstein. Kendere taler ligefrem om et far/søn-forhold mellem den 62-årige Bernstein og den 44-årige Dybvad.

Da Fogh angreb Dybvad i sin famøse grundlovstale, var det faktisk Bernstein, der offentligt gik i rette med Fogh.

»Vi har foreningsfrihed her i landet,« sagde han og understregede, at medlemskab af et parti ikke er til hinder for et job på Slotsholmen, hvor det meste af centraladministrationen har til huse. Dermed døde sagen.

Ved at udpege Dybvad viser Fogh, at der er højt til loftet i hans regering, og det er ikke et argument, man skal kimse ad, siger kendere af spillet i magtens korridorer.

Dybvad får også et plus for sin evne til at få Thor Pedersens tætte samarbejde med Dansk Folkeparti til at glide uden de store forviklinger. Ikke noget dårligt skudsmål for en mand, der engang blev beskyldt for at være for rød.

smo@bt.dk