Narkoen er rykket ind på Christiansborg. En omfattende kokaintest af politikernes toiletter, som B.T. har foretaget, viser spor af det livsfarlige og ulovlige stof.

Deltag i debatten om kokain på Christiansborg

B.T. testede i alt 30 toiletter med samme test, som politiet anvender ved kokainjagt. Tre steder fandt vi helt friske rester af kokain. Det skriver B.T. i dag.

Ifølge politiet er der ingen grund til at tvivle på testens opsigtsvækkende resultat. Jørgen Rasmussen, vicepolitikommissær i Københavns Politis narkoafdeling, siger om erfaringerne med testen:

»Når kokaintesten viser et positivt udslag, så er den god nok - så er der kokain. Jeg har aldrig hørt om, at den har vist forkert,« siger Jørgen Rasmussen.

De tre toiletter, hvor testen afslørede narkospor, ligger i den del af Christianborg, der hedder Provianthuset. Her sidder Tingets travle politikere dør om dør med deres nære medarbejdere.

De tre steder, hvor testen viste, at der kort forinden er blevet sniffet kokain, ligger i nærheden af kontorer, hvor folketingsmedlemmer fra De Radikale, Enhedslisten og Dansk Folkeparti sidder.

Formanden for Folketingets Retsudvalg Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti er rystet over B.T.s afsløringer og vil tage sagen op i Folketingets præsidium.