Regeringen vil afskaffe kontanthjælpen for alle unge under 30 år, som er uddannelsesparate. De skal på skolebænken til en ydelse på SU-niveau.

Unge under 30 skal ikke længere kunne troppe op på det lokale jobcenter og bede om kontanthjælp, fordi de er arbejdsløse. De skal i stedet tage en uddannelse til en ydelse på SU-niveau, mener regeringen, som i dag fremlægger sit udspil til en kontanthjælpsreform, skriver Berlingske.

- For dem, der godt kan gå i gang med en uddannelse, der vil vi afskaffe kontanthjælpen. Vi fjerner kravet om, at man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, når man er ung. Man skal i stedet stå til rådighed for uddannelse, siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

Sammen med de Radikales leder, Margrethe Vestager (R), løfter hun sløret for regeringens indsats over for de godt 50.000 ledige under 30 år, som i dag er på kontanthjælp.

De to topministre varsler et opgør med det, de betegner som mange års »laissez faire-holdning« om, at bare de unge får et ufaglært job og lærer at stå op om morgenen, så går det nok.

- Men pludselig er du blevet sidst i 30erne, og de ufaglærte job bliver færre og færre, og så har vi i virkeligheden stillet dig i en dårlig situation. Uddannelse er vejen til at blive selvforsørgende og kunne selv, siger Margrethe Vestager.

Regeringen skønner, at ca. en tredjedel af de ufaglærte kontanthjælpsmodtagere under 30 år er uddannelsesparate. Blandt dem er det de 25-29-årige uden forsørgerpligt, der rammes hårdest af reformen. De vil hver måned få 4.747 kr. mindre i ydelse før skat, end de får i dag.

Unge kontanthjælpsmodtagere med store sociale og evt. misbrugsproblemer, som ikke kan tage en uddannelse med det samme, får en ydelse af samme størrelse som i dag. 

Hvad mener du?

Deltag i debatten herunder.