Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen har det sidste døgns tids været på noget af en slingretur.

Spørgsmålet om hvorvidt danskerne skal have lov til at sige nej tak til muslimske tørklæder i hjemmeplejen, har fået partiformanden til at skifte holdning.

Tirsdag mente Jakob Ellemann-Jensen, at folk skal have lov til at sige nej tak, men kort tid efter trak han i land.

På et pressemøde tirsdag, hvor de borgerlige partier præsenterede deres bud på mere frie valg i det offentlige, blev Jakob Ellemann-Jensen stillet det her spørgsmål:

Skal det her frivalg forstås sådan, at man har lov til at afvise folk med muslimsk tørklæde?

»Ja,« svarede Venstres formand.

Senere tirsdag skiftede han pludselig holdning.

B.T.s reporter har derfor spurgt Jakob Ellemann-Jensen, hvad han egentligt mener.

Jakob Ellemann-Jensen, skal man som borger i Danmark have lov at sige nej, hvis der kommer en med muslimk tørklæde? Ja eller nej?

»Nej, det er ikke en saglig begrundelse,« siger han.

Hvis nu man går med tørklæde som muslim, skal man så have lov at nægte en hjemmehjælper uden tørklæde at udføre hjemmehjælp hos en?

»Ved du hvad, det tror jeg, man finder løsninger på lokalt. Det kan man i dag, og det tror jeg også, man kan fremadrettet,« siger han.