Hvis du er en af hendes i alt 765.000 følgere på sociale medier, har du måske lagt mærke til det. 

Statsminister Mette Frederiksen (S) rejser meget for tiden.

Billederne på sociale medier af gåture i skoven, bagning, vinduespudsning og andre hjemlige sysler er i høj grad skiftet ud med billeder af møder med udenlandske stats- og regeringschefer. 

I 2023 har Mette Frederiksen i løbet af årets første seks måneder besøgt lige så mange lande, som hun gjorde i løbet af hele 2022. 

I alt 14 lande verden over har statsministeren indtil videre lagt vejen forbi i år. 

Det viser en opgørelse fra Statsministeriet over Mette Frederiksens officielle rejseaktiviteter. 

Alligevel skal man passe på med at tolke den høje rejseaktivitet som et bevis på, at Mette Frederiksen har været kandidat til posten som NATO-generalsekretær. 

Det vurderer Lars Løkke Rasmussens tidligere særlige rådgiver, Jacob Bruun. 

»Statsministerposten er i stigende grad en udadvendt rolle, og det er helt naturligt,« siger Jacob Bruun. 

Ligesom Mette Frederiksen har rejst meget i forbindelse med Ukraine, husker han tilbage på, at Lars Løkke Rasmussen under migrantkrisen i 2015 og 2016 rejste meget til lande i Europa. 

Jacob Bruun anser også det, at rejseaktiviteten er steget så meget fra 2022 til den første del af 2023, som naturligt, fordi det var valgår. 

»Selvom man fraregner selve månederne med valg, vil man typisk i et valgår have en ambition om at være mere i Danmark. Der har du simpelthen bare større glæde af at være i Holstebro end fise rundt og besøge statsledere i andre lande,« siger han. 

Jacob Bruun vil dog ikke dermed udelukke, at rejseaktiviteten kan være et tegn på, at Mette Frederiksen trods sine egne afvisninger har været interesseret i posten som NATO-chef. 

»Hvis hun ville have taget sig selv ud af ligningen, kunne hun godt have gjort det mere effektivt. Men jeg vil være forsigtig med at bruge rejseaktiviteten som bevis på, at hun har ført kampagne,« siger den tidligere Venstre-rådgiver, der i dag har rådgivningsvirksomheden Bruun Advisory. 

Statsministeriet skriver i en mail til B.T., at statsministeren netop på grund af valg og efterfølgende regeringsforhandlinger rejste mindre i efteråret 2022. Desuden har krigen i Ukraine også haft betydning for den høje rejseaktivitet i år: 

»Statsministeriet kan endvidere oplyse, at statsministeren i lyset af situationen i Ukraine har lagt vægt på kontakten til partnere og allierede, og at det i øvrigt altid er en prioritet for landets statsminister at repræsentere Danmark internationalt.«