De stigende fødevarepriser er et af de helt store samtaleemner blandt danskerne – og en brandvarm politisk kartoffel.
Nu viser det sig, at der findes et organ, der skal overvåge fødevarepriserne. Men det står særdeles sløjt til med aktiviteten.
Det skriver DR.
For allerede i august 2022 lancerede regeringen et initiativ mod de stigende fødevarepriser: Forum for Forbrugerpriser, hvor repræsentanter fra erhvervslivet, myndighederne og forbrugerorganisationer skulle mødes ugentligt for at holde et vågent øje med, hvordan fødevarepriserne udviklede sig.
Regeringens forum findes stadig – men at kalde det en vagthund vil være noget af en tilsnigelse.
De sidste tre år er der ifølge DR kun afholdt fire møder, til trods for at fødevarepriserne i samme periode er steget markant.
Det får nu flere til at kritisere regeringen for ikke at tage problemet med fødevareprisernes himmelflugt alvorligt.
Det samme gør flere medlemmer af forummet.
»Det niveau, fødevarepriserne har, kræver vi handler nu. Der er også derfor, vi siger, at vi godt kunne tænke os, at forummet blev aktiveret lidt mere og lidt hyppigere,« siger direktør i Forbrugerrådet Tænk Winni Grosbøll.
I et interview med Politiken i februar 2023 slog erhvervsminister Morten Bødskov (S) fast, at »der stadig var behov for at holde fokus på forbrugerprisudviklingen og baggrunden for den«.
Ministeren påpegede samtidig, at der ikke ville være møder ugentligt.
